Champassak, Champasak, provins i det sydlige Laos; 15.415 km2, ca. 607.300 indb. (2005). Efter at have været en del først af Angkorriget og senere af Lan Xang-kongedømmet blev Champassak i 1713 etableret som et selvstændigt kongedømme. I 1778 mistede Champassak igen sin uafhængige status, da det blev underlagt det nyetablerede Bangkokkongedømme. Under det franske kolonistyre blev Champassak en del af Laos og mistede gradvis sin status som kongedømme. I 1946 frafaldt efterkommerne af Champassaks kongefamilie kravet på selvstændighed og anerkendte kongen af Luang Prabang som konge af et forenet Laos.