Bagindien er en betegnelse for et område i Sydøstasien. Før og i begyndelsen af de store opdagelsers tid kaldte europæerne alt, der lå øst for det mellemøstlige område, for "Indien". De to store halvøer, der strakte sig mod syd, Indien og Indokina/Malacca, var derfor henholdvis Forindien og Bagindien. Bagindien er således en tidligere eurocentrisk og geografisk betegnelse for området, der omfatter Myanmar (tidligere Burma), Thailand, (Vest-)Malaysia, Singapore, Cambodja, Laos og Vietnam. Området dækker i alt 2 mio. km2 og har 680 mio. indbyggere (2022).

Området er præget af nord-syd-løbende floder, unge bjergkæder og fugtigt tropisk klima. Bjergene er skovklædte, og dalene er dækket af rismarker. Her findes nogle af verdens tættest befolkede landbrugsområder. De mange etniske grupper er præget af både indisk og kinesisk kultur; de fleste er muslimer, buddhister og katolikker.

Økonomisk er landene meget forskellige. Singapore, Malaysia, Thailand, Indonesien og Vietnam er højvækstlande, mens Laos, Cambodja og Myanmar (tidligere Burma) hører til mellem- og lavindkomstlande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig