Moro, muslimske etniske grupper i Filippinerne, der udgør ca. 1/3 af befolkningen på Mindanao, Palawan og Suluøerne. Efterhånden som øerne fra ca. 1900 blev fuldt indlemmet i den kristne stat, blev grunden lagt til en strid om lokal uafhængighed, som blussede op i 1960'erne. Kravet om selvstyre blev fra 1969 formuleret af Moro National Liberation Front, MNLF. En aftale i 1976 skulle sikre autonomi for de sydlige filippinske provinser, men fortsatte kampe i 1980'erne og 1990'erne kostede mange menneskeliv og betød store folkevandringer. I 1996 blev der indgået en fredsaftale med regeringen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet moro er spansk for 'maurer, muslim'.

MILF, Moro Islamic Liberation Front, er en fraktion, der brød ud af MNLF. MILF kæmper for dannelsen af en islamisk stat på Mindanao. Den filippinske præsident Gloria Macapagal Arroyo søgte i 2002 at løse problemerne ved at indgå i en fredsproces. Hun imødekom på flere punkter ønsker om større indflydelse. Samtidig underskrev Filippinerne en aftale med Indonesien og Malaysia om at bekæmpe terrorismenetværk over grænserne, bl.a. MILF. Den filippinske regering indgik i 2012 en fredsaftale med MILF.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig