Subhas Chandra Bose, 23.1.1897-18.8.1945, indisk nationalist. Bose var fra Bengalen og en af lederne af den indiske nationalkongres fra slutningen af 1920'erne. Han repræsenterede en ung, mere militant fløj i kampen mod det britiske kolonistyre. Under 2. Verdenskrig flygtede han i 1941 til Berlin og kom senere til Sydøstasien, hvor han med japansk hjælp oprettede en hær af indiske krigsfanger, Indian National Army, der kæmpede mod briterne i Burma. Bose omkom ved et flystyrt under uopklarede omstændigheder.