Faktaboks

Narendra Modi

Narendra Darmodardas Modi

Født
17. september 1950, Vednagar, Gujarat, Indien
Narendra Modi i 2022
Premierminister Narendra Modi i New Delhi den 4. april 2022.
Af /Prime Minister's Office.
Licens: GODL India

Narendra Modi er en indisk politiker. Han har været premierminister siden 2014.

Baggrund

Modi blev tidligt introduceret til den hindunationale bevægelse RSS, hvor han gradvist steg i graderne og indtog forskellige tillidsposter. Den hindunationale bevægelses ideologi som Modi er tilhænger af, er formuleret som hindutva, "hindu-hed",dvs. at Indien først og fremmest er et hinduland i modsætning til den sekulære smeltedigel af religioner, som forfatningsfædrene definerede.

Fra midten af 1980'erne blev Modi aktiv i partiet BJP, som er den hindunationale bevægelses politiske del. Narendra Modi blev fra 1990'erne en vigtig skikkelse inden for partiet, og 1998-2001 var han generalsekretær i BJP. I 2001 blev Modi førsteminister i delstaten Gujarat.

Kontroversiel figur

Under den sekteriske vold i Gujarat i 2002 omkom mere end 1000 mennesker, de fleste muslimer. Delstatsregeringen med Modi i spidsen er blevet kritiseret for ikke at have gjort tilstrækkeligt for at dæmme op for volden. Kritikken førte bl.a. til indrejseforbud i USA og EU, der dog blev ophævet i 2014. Modi var imidlertid en populær førsteminister, ikke mindst på grund af hans økonomiske politik.

Ved valget i 2014 var Modi BJP's kandidat til premierministerposten i Indien. Valget blev en overvældende sejr til Modi og BJP, der kunne indtage regeringsposten med absolut flertal.

Jordskredssejr

Efter sin indsættelse indledte Modi et omfattende reformprogram, bl.a. en omstridt pengeombytning, et 'hold Indien rent'-program og en skattereform, der for første gang skabte et fællesindisk momssystem.

Under Modis regeringstid er der gennemført mange tiltag, der skal styrke hinduismens stilling i landet på bekostning af landets religiøse mindretal, særligt muslimer. Selvom BJP tabte terræn ved en række delstatsvalg i 2018, lykkedes det for Modi og BJP at vinde det nationale valg i 2019 med en jordskredssejr. I takt med Modis stigende popularitet, der bl.a. skyldes, at han har formået at forene høj- og lavkastegrupper i det hindunationale projekt, har han overtaget det reelle lederskab af de hindunationale bevægelser.

Ytringsfrihed under pres

I sin anden embedsperiode fortsatte og udbyggede Modi sin hindunationalistiske politik, og han er blevet kritiseret for at tage stadig mere autoritære midler i brug. Det er bl.a. kommet til udtryk gennem en indskrænkning af pressefriheden, talrige nedlukninger af kommunikationskanaler, bl.a. internettet, og ved at vigtige institutioner i Indien som fx universiteter og kulturinstitutioner har fået indsat håndplukkede, BJP-venlige administratorer.

En nedlukning af landet i forbindelse med COVID-19-pandemien i 2020, som Modi annoncerede med blot fire timers varsel, førte til den mest omfattende folkevandring i Indien siden uafhængigheden, da millioner af arbejdere og deres familier vandrede fra storbyerne til deres landsbyer.

Økonomiske initiativer

Under Modis regeringstid fortsætter Indien med at have høje vækstrater, og den erhvervsvenlige politik har betydet et øget antal internationale investeringer i landet. Samtidig har Modi med initiativet Make in India søgt at forbedre vilkårene for fremstillingsvirksomhed, således at det indiske marked i højere grad er selvforsynende og afhængigheden af import mindskes. Liberaliseringspolitikken er fortsat og intensiveret, bl.a. gennem frasalg af det statsejede Air India til det indiske konglomerat Tata.

Internationalt aktiv

Modi er Indiens mest populære premierminster siden i hvert fald Indira Gandhi, og hans store internationale engagement vækker genklang hos mange indere. Modi besøgte Danmark i maj 2022.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig