Mujibur Rahman, 17.3.1920-15.8.1975, bangladeshisk politiker. Som leder af Awami-ligaen fra 1957 stod Rahman i spidsen for bengalernes kamp mod det pakistanske regime. Ved parlamentsvalget i december 1970 fik ligaen flertal, og sheik Rahman krævede landets selvstændighed. Da den pakistanske hær i marts 1971 blev sat ind mod den østbengalske befolkning, blev Rahman fængslet. Da hæren overgav sig i december, blev han løsladt og i Dhaka modtaget som nationens fader; Rahman blev premierminister i 1972. Regeringen var dog ikke i stand til at indfri befolkningens forventninger, og da situationen i 1974 var ude af kontrol, indførte Rahman undtagelsestilstand. I 1975 blev han præsident med uindskrænket magt, men 15.8.1975 blev han afsat ved et kup og dræbt sammen med det meste af sin familie. Datteren, Sheikh Hasina Wajed, var i udlandet og blev regeringsleder 1996-2001.