Kushan, Kushana, dynasti, der herskede over den centralasiatiske nomadestamme yuezhi, og som fra 100-t. f.Kr. til 200-t. e.Kr. etablerede et herredømme over dele af Centralasien, Afghanistan og Nordindien. Dynastiets magt kulminerede under Kanishka, der formentlig regerede i 100-t. e.Kr. En livlig handel med bl.a. Rom og store udmøntninger vidner om rigets betydning, og det spillede en vigtig rolle for buddhismens udbredelse, men i øvrigt synes det præget af en blandingsreligion (synkretisme).