East India Company

East India Company, EIC, engelsk handelskompagni med monopol på Asienhandelen i 1600- og 1700-t. Efter erobringen af Bengalen 1757-64 udvidede EIC sin politiske magt og overtog det direkte styre i store dele af Indien og Burma. I 1858 overgik styret til kronen efter det store oprør 1857-58, og EIC opløstes 1873.

EIC blev grundlagt af storkøbmænd i London år 1600 med privilegiebrev fra kronen. Sammen med det hollandske kompagni udfordrede EIC det portugisiske søherredømme i Asien, som brød sammen 1622. Kompagnierne organiserede sig med handelsstationer i Asien, hvor de efterlod repræsentanter til varetagelse af handel og diplomati. EIC's hovedfaktorier blev Madras (Chennai), Bombay (Mumbai) og Calcutta (Kolkata), erhvervet 1639-40, 1668 og 1690. EIC's import bestod af krydderier, indigo, salpeter og klæde og 1650-1750 især bomuldsstoffer og råsilke. Omkring 1750 afløstes klædehandelen af te fra Kina, finansieret af indisk opium. Forudsætningen for handelen var forskellen på prisniveauet i Europa og Asien, afledt af den større mængde sølv, som cirkulerede i Europa. Det lave prisniveau i Asien sikrede afsætningen af varer til Europa, men medførte en betydelig europæisk eksport af ædelmetal. EIC kom delvis denne til livs ved sin deltagelse i den interasiatiske handel og ved reeksport af peber og klæde til Europa og Afrika.

Omkring 1750 blev EIC inddraget i de politiske kampe, der fulgte Mogulrigets sammenbrud. I hård konkurrence med franskmændene lykkedes det kompagniet at etablere sig som territorialmagt i Indien, først i Bengalen og siden i provinserne Madras og Bombay. I 1858 administrerede EIC ³/₅ af Indien. Kompagniets omskiftelige historie førte til betydelige organisatoriske og finansielle fornyelser; handelsmæssigt fra enkelt finansierede togter til aktieselskab med aktionærforsamling, direktion og særlovgivning; finansielt ved udstedelsen af aktier og opkøb af statsobligationer; politisk ved udbygningen af hær, flåde og centraladministration.