Birendra Bir Bikram, 28.12.1945-1.6.2001, konge i Nepal fra 1972, da han efterfulgte sin far, Mahendra. I Birendras regeringstid medførte stigende politisk uro en afvikling af kongens enevældige magt og en vis politisk demokratisering. 1.6.2001 blev Birendra sammen med store dele af sin familie myrdet af sønnen kronprins Dipendra (1971-2001). Dipendra skød sig selv i forbindelse med massakren; han blev dog udnævnt til konge, men døde tre dage senere. Hændelsen sendte chokbølger gennem det i forvejen politisk ustabile Nepal, hvor en maoistisk opstand var under opsejling i landdistrikterne. Den næste konge blev Birendras bror Gyanendra.