Bangladesh - historie

Bangladesh – historie, Under det britiske kolonistyre udgjorde det nuværende Bangladesh den østlige del af den bengalske provins, men ved delingen af Britisk Indien i 1947 blev området en del af Pakistan, benævnt Østpakistan. For områdets tidligere historie se Bengalen (historie).

Under det britiske styre havde store dele af den overvejende muslimske befolkning tilsluttet sig det politiske parti Den Muslimske Liga, der i begyndelsen samarbejdede med den hindudominerede nationalkongres i selvstændighedsbevægelsen mod englænderne. Mod slutningen af det britiske styre skærpedes forholdet mellem de to religiøse grupper, og muslimerne gjorde krav på et separat hjemland. Ud over religionen havde de to dele af det nye Pakistan, hhv. Øst- og Vestpakistan, ikke meget tilfælles, og befolkningen i Østpakistan modsatte sig fra begyndelsen den vestpakistanske dominans. De første demonstrationer mod centralstyret gjaldt anerkendelse af bengali som officielt sprog. Også den økonomiske politik favoriserede Vestpakistan, hvilket fremprovokerede bengalernes krav om selvstyre. I 1949 dannede de Awami-ligaen som oppositionsparti, og deres modstand mod centralregeringen voksede efter hærens overtagelse af magten i 1958. Som følge af en bred folkelig rejsning blev hæren i 1970 tvunget til at udskrive det første nationalvalg i Pakistans historie; Awami-ligaen under sheik Mujibur Rahmans ledelse gik til valg på et krav om udstrakt selvstyre, og partiet opnåede det absolutte flertal i den nationalforsamling, der skulle give Pakistan en ny forfatning. Dette krav kunne centralregeringen ikke acceptere, og den militære undtagelsestilstand blev skærpet. Reaktionerne var voldsomme i Østpakistan; der var store demonstrationer, og størstedelen af befolkningen sluttede op om Mujibur Rahmans opfordring til ikke at samarbejde med centralregeringen. Natten mellem den 25. og 26.marts 1971 blev den pakistanske hær sat ind, hvorefter Awami-ligaen erklærede Bangladesh for en selvstændig stat. Mujibur Rahman blev taget til fange og sat i fængsel i Vestpakistan, mens det lykkedes de fleste ledere af Awami-ligaen at flygte til Indien, hvor de dannede en eksilregering. Bengalerne opbyggede en befrielseshær og indledte en guerillakamp mod de pakistanske besættelsestropper. Under borgerkrigen flygtede op mod 10 mio. hinduer til Indien, der i forvejen havde et dårligt forhold til Pakistan, og som derfor støttede bengalerne militært. Sammen med de bengalske frihedskæmpere rykkede de indiske tropper mod hovedstaden Dhaka, hvor den pakistanske hær overgav sig 16.12.1971. Dermed blev Bangladesh reelt en selvstændig stat. Mujibur Rahman blev løsladt, hvorefter han og eksilregeringen kom til Dhaka.

Awami-ligaens ideologi, der er baseret på bengalsk kulturel nationalisme samt sekularisering som modvægt til det islamiske Pakistan, blev indbygget i Bangladesh' forfatning. Som regeringsparti var ligaen imidlertid ikke i stand til at indfri befolkningens forventninger, og med forværringen af den økonomiske situation steg oppositionen mod regeringen. I august 1975 blev Mujibur Rahman afsat ved et kup og dræbt.

I 1977 blev præsidentposten overtaget af general Ziaur Rahman, der havde haft en central rolle under befrielseskampen. Det nye regime var mindre fjendtligt over for de grupper, der havde samarbejdet med pakistanerne under befrielsen, og på det ideologiske plan lagde det vægt på det territoriale aspekt af nationalismen for dermed at markere sig over for den store indiske delstat West Bengal. Dette skete ved en forfatningsændring, hvorved sekularisering samtidig blev erstattet af islam. Denne ideologi var grundlaget for Bangladesh' nationale parti (BNP), som Ziaur Rahman dannede i 1978. Rahman blev myrdet i 1981, hvorefter general Ershad styrede landet, indtil han blev afsat efter omfattende demonstrationer i 1990.

Ved valget i 1991 kom BNP til magten under ledelse af Begum Khaleda Zia. De stærke modsætninger mellem den sekulære Awami-liga og det islamiske BNP forsatte gennem 1990'erne. I 1996 kom ligaen til magten med statsgrundlæggeren Mujibur Rahmans datter, Sheikh Hasina Wajed, som premierminister. Hendes regeringsperiode blev præget af en forværring af forholdet til Pakistan, af fortsat uro og et delvist sammenbrud af lov og orden. I 1997 blev der indgået en aftale mellem regeringen og lokale grupper om det urohærgede Chittagong Hill Tracts om øget selvforvaltning – aftalen er senere fulgt op af udviklingsprojekter med deltagelse af bl.a. FN. Ved valget i 2001 sejrede BNP og dets allierede stort, og Begum Khaleda Zia dannede ny regering trods påstande om valgsvindel. I 2006 afgav BNP-regeringen magten til et forretningsministerium, der fra februar 2007 er ledet af Fakhruddin Ahmad (f. 1940). Afholdelse af parlamentsvalg er udskudt på ubestemt tid. Siden 1990'erne og særligt efter år 2000 har radikale islamiske grupper gennemført en række terrorangreb, der bl.a. er gået ud over Awami-ligaen. Konflikten mellem de to politiske blokke præger fortsat landet; ikke mindst pga. et stærkt modsætningsforhold mellem de to ledere. Samtidig udgør yderligtgående islamiske grupper en stærkt destabiliserende faktor. Menneskerettighedssituationen har vakt international kritik, og særligt har kvinders forhold været i fokus. Korruption er fortsat et udbredt fænomen og tapper landet for 2-3% af BNP. På trods af politiske problemer og langsommelighed med at gennemføre reformer, har landet nu gennem en årrække haft en økonomisk vækstrate på over 5%. Bangladesh blev ramt af en af de værste oversvømmelser i landets historie 1998; i 2004 gik det særligt ud over hovedstaden Dhaka.

Læs mere om Bangladesh.