Kohistan, isoleret bjergdistrikt i det nordligste Pakistan, 7492 km2, 472.600 indb. (1998); distriktet blev 2014 delt i en øvre og en nedre del. Området er præget af den vestlige del af Karakorumbjergene, dybt gennemskåret af øvre Indus, som her er en brusende bjergflod. Indtil bygningen af Karakorum Highway var den etnisk varierede befolkning i de alpine dale meget isoleret, og mange lever fortsat meget traditionelt. Kohistan blev aldrig reelt underlagt briterne og er endnu heller ikke helt under pakistansk kontrol.