Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indus

Oprindelig forfatter OC Seneste forfatter Redaktionen

Indus, den vestligste af de store floder på Det Indiske Subkontinent. Kildefloderne udspringer i op til 5500 m højde i Kashmir og det vestlige Tibet. Herfra løber Indus ned over Himalaya, gennem et slette- og ørkenlandskab i Pakistan og ud i Den Arabiske Havbugt; i alt 3180 km. Med de mange og store bifloder afvandes 1,0 mio. km2. Store dele af flodvandet kommer fra snesmeltning i Himalaya, og vandføringen varierer stærkt med årstiden; som årsgennemsnit er den dobbelt så stor som Nilens.

Navnet Indus kommer af græsk Indos, af oldpersisk Hindu, se Indien.

Øvre Indus løber som en vild bjergflod i over 4000 m dybe dale uden større tilløb, men på Punjabs (Femflodslandets) flade sletteland modtager floden vand fra de fem store bifloder Sutlej, Jhelum, Chenab, Ravi og Beas og bliver om foråret flere km bred. På sin vej mod deltaet i Sindh løber den gennem tørre områder med meget høje sommertemperaturer.

Deltaet er 7700 km2 og spreder sig over en 200 km lang kystlinje. Ved højvande oversvømmes deltaet indtil 30 km fra kysten.

Annonce

Udnyttelsen af Indus' vand dannede grundlag for nogle af oldtidens højkulturer (se Induskulturen) og er fortsat af afgørende betydning for Pakistans landbrug. I 1850 anlagde briterne de første moderne kunstvandingsanlæg, som gennem de følgende 100 år blev udbygget til et af verdens største flodreguleringssystemer. Da Indien og Pakistan blev adskilt i 1947, blev systemet skåret over; først ved en traktat fra 1960 blev de to lande enige om at dele flodvandet. De store dæmninger over Indus og dens bifloder leverer kunstvanding til Punjab og Sindh og via en 640 km lang kanal til 600.000 ha i Rajasthan i Indien. Flere dæmninger har vandkraftværker, og i de opdæmmede søer supplerer moderne dambrug det traditionelle fiskeri i floden og deltaet. Vandet udnyttes til dyrkning af ris, sukker, bomuld og hvede, de fleste steder med udnyttelse af højtydende kornsorter og moderne dyrkningssystemer.

Vand fra utætte kanaler har ført til problemer med oversvømmede engarealer, og ukontrolleret overrisling har ført til saltaflejringer. I sit øvre løb udnyttes floden til tømmerflådning, og mindre både sørger for lokal transport på de nedre løb.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Christensen: Indus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97546