Panaji, Panjim, hovedstaden i den indiske delstat Goa; 114.800 indb. i storbyområdet (2011). Byen har en malerisk beliggenhed på sydsiden af Mandovifloden. Flere betydelige bygningsværker fra den portugisiske kolonitid ligger nær hovedpladsen Largo da Igreja, bl.a. Idalcao-paladset (i sin nuværende form fra 1615), en barokkirke (1541), Fredagsmoskéen (ca. 1750) og det hinduistiske Mahalakshmitempel. Den store turisttilstrømning til Goas strande sætter præg på gadebilledet.