Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicobarerne

Oprindelige forfattere Folke, Goebel og TSeh Seneste forfatter sthornval

Nicobarerne, indisk øgruppe i Den Bengalske Havbugt; i alt 19 øer, 1645 km2, 42.000 indb. (2001). Øerne udgør sammen med Andamanerne et union territory og adskilles fra disse af den 150 km brede Ten Degree Channel. Klimaet er tropisk, og størstedelen af øerne er dækket af regnskov; store områder er udlagt som primitive tribal reserves for den oprindelige befolkning, nicobarerne. Med baggrund i mission fra sydindiske kirker er flertallet af indbyggerne kristne. Den største og sydligste ø, Great Nicobar, bebos kun af shompen-stammen, hvis fåtallige medlemmer lever stort set uden kontakt med den moderne civilisation. Udenlandske turister har ikke adgang til Nicobarerne. Øgruppen blev hårdt ramt af tsunamien 26.12.2004; omkring 5000 omkom og der var omfattende materielle skader.

Historie

Da ingen andre europæiske magter havde interesseret sig for Nicobarerne, søgte Danmark i 1755 at sætte sig i besiddelse af dem for at opdyrke dem og handle på dem; øerne fik det danske navn Frederiksøerne. Som følge af malaria, der hærgede i det tropiske klima, måtte forsøget dog snart opgives, da størsteparten af kolonisatorerne døde. Et nyt forsøg i 1768 endte på samme måde, og i en årrække opretholdt Danmark kun sit overhøjhedskrav gennem en håndfuld missionærer på øerne. I 1830'erne og i 1840'erne gjorde man med korvetten Galatheanye, men forgæves forsøg på kolonisering. I 1848 opgav Danmark kravet på Nicobarerne, og efter en periode med tiltagende sørøverier ved øerne tog briterne dem i besiddelse i 1869.

Ved tsunamikatastrofen 26.12.2004 blev Nicobarerne hårdt ramt med omkring 5000 omkomne og store materielle skader.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Erik Gøbel, Thomas Sehested: Nicobarerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131617