Narmada, Narbada, flod i det centrale Indien. Narmada løber fra øst til vest som Deccanplateauets nordlige grænse og udmunder i Cambaybugten nord for Mumbai; 1310 km lang. Siden 1980'erne har et gigantisk kunstvandings- og vandkraftprojekt, The Sardar-Sarovar Irrigation Project, med bl.a. bygning af 30 dæmninger og flytning af over 1 mio. mennesker været undervejs på Narmada. Projektet har været stærkt kritiseret ud fra bl.a. lokale, miljømæssige og religiøse interesser (Narmada er en af hinduismens hellige floder) og har været stoppet flere gange. Under indtryk af den massive kritik har Verdensbanken trukket sig ud af projektet, men det færdiggøres i reduceret omfang af den indiske regering.