Nagpur, by i delstaten Maharashtra, Indien; 2,4 mio. indb. (2011). Byen var tidligere hovedstad i Central Provinces (omtrent svarende til det nuværende Madhya Pradesh) og er en af Indiens ældste byer. Den var kongeby i 1100- og 1200-t. og på skiftende hænder, indtil briterne i 1861 overtog styret. Byen ligger på begge sider af floden Nag omkring Sitabaldi Fort, der er omgivet af stejle klipper og en voldgrav. Britiske bygninger fra kolonitiden findes især i de vestlige bydele: rådhus, domkirke og højesteret. På byens anden bakke nordvest for fortet ligger regeringsbygningen Raj Bhavan. Rundt om byen ligger flere vandtanke og -reservoirer. Nagpur var især tidligere kendt for sine appelsiner; nu er den center for områdets kulminer og er en vigtig industriby.