Manipur.

.

Manipur er en delstat i det nordøstlige Indien på 22.327 km2 og med 2,72 millioner indbyggere (2011). Centralt i delstaten ligger floddalen omkring Manipur (biflod til Irrawaddy) med hovedstaden Imphal; dalen omgives af 2000-3000 m høje bjerge.

Befolkning og erhverv

Flertallet af befolkningen er hinduer; ca. en tredjedel er stammefolk, heraf mange kristne og mange med slægtskab til shanfolkene i Myanmar. Landbrug er langt det vigtigste erhverv og suppleres af skovbrug; ris, majs, tobak, sukker, teaktræ og bambus er vigtige produkter. Manipur ligger isoleret fra det øvrige Indien, industri er svagt udviklet, og delstaten er blandt landets fattigste.

Historie

Under det britiske kolonistyre var Manipur en fyrstestat under britisk kontrol. Ved Indiens uafhængighed i 1947 tilsluttede staten sig Indien og blev et unionsterritorium. I 1972 blev Manipur delstat i den indiske union.

Oprøret i 2023

I maj 2023 kom det til voldsomme kampe mellem de overvejende hinduistiske meithei, der udgør hovedparten af befolkningen, og kukier, der typisk er kristne. Baggrunden for urolighederne var en domstolsafgørelse, der betød, at meithei ville få samme type rettigheder, som ellers er forbeholdt det marginaliserede stammefolk kuki. Rettighederne gælder fx adgang til at købe land i stammeområderne og positiv særbehandling i forhold til offentlige job og uddannelse. Oprøret har ført til, at hundredevis af landsbyer er blevet brændt, mere end 300 kirker ødelagt, 150 døde og 60.000 gjort hjemløse (august 2023).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig