Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jaipur

Oprindelige forfattere FBarn og TSeh Seneste forfatter Redaktionen

Amber Palace nær Jaipur.

Amber Palace nær Jaipur.

/@api/deki/files/13675/=ud_a_48725.mp3?revision=1

Jaipur, Jeypore, hovedstad i delstaten Rajasthan i Indien; 3,07 mio. indb. (2011). Byen ligger i et næsten bart slettelandskab, begrænset mod nord af en kant af lave bjerge. Den adskiller sig fra de fleste andre indiske byer ved den oprindelige bydels stramt anlagte og velbevarede bystruktur, der trækker en klar grænse mellem den gamle tætte by og de nye landskabelige kvarterer mod syd og vest.

Jaipurs grundlæggelse, navn og gennemførte plan skyldes militærastronomen Maharaja Jai Singh 2. I 1727 udlagde han byen i rektangulære blokke, baseret på en figur af ni kvadrater ifølge hinduistiske byplanprincipper, her dog med det nordvestlige kvadrat tilføjet mod SØ pga. landskabets form. Hele byen blev fra begyndelsen omgivet af en bymur med syv porte.

Hawa Mahal, Vindenes Palace.

Hawa Mahal, Vindenes Palace.

Den "lyserøde by" inden for bymuren er gennemskåret af brede avenuer. Som midtpunkt i denne bydel ligger paladset, opdelt af gårdrum og haver. Paladset er i dag delvis indrettet som museum og rummer bl.a. maharajaens rådssal samt private og offentlige audienshaller.

Annonce

Jaipurs astronomiske observatorium, opført 1728-34, rummer en enestående velbevaret samling sten- og marmorinstrumenter til måling af tid, himmellegemernes stilling mv.

Uden for paladsets mure er store dele af den planlagte bys basar- og beboelseskvarterer bevaret. Jaipur besidder i kraft af disse kvarterers homogenitet og befolkning en farverig identitet, der giver byen en særlig tiltrækning som bosted og rejsemål.

10 km nord for Jaipur ligger det berømte Amber Palace fra 1600-t. på en klippetop. Amber var hovedstad, indtil Jaipur blev opført.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Barnow, Thomas Sehested: Jaipur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100486