Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Haryana

Oprindelige forfattere OC og TSeh Seneste forfatter Redaktionen

Haryana, delstat i det nordvestlige Indien; 44.212 km2, 25,35 mio. indb. (2011). Bortset fra nogle få højdedrag mod NØ udgøres Haryana af et fladt og tætbefolket sletteland i 200-300 m højde. Klimaet er overvejende tropisk med meget varme somre.

Haryana blev udskilt fra delstaten Punjab i 1966. Baggrunden var spændinger mellem hinduer og sikher; efter delingen udgør sikherne et flertal i Punjab, mens 90% af befolkningen i Haryana er hinduer; resten er muslimer og sikher. Hovedsproget er hindi. Chandigarh på grænsen mellem de to stater er hovedstad for dem begge.

Ca. 70% af Haryanas befolkning ernærer sig ved et meget produktivt landbrug, og delstaten er Indiens næstrigeste (efter Punjab), målt som indkomst pr. indbygger. Landbrugsjorden består af frugtbare flodaflejringer, og ca. 60% kunstvandes. En stor del af vandet kommer fra Bhakra-Nangal-dæmningen, som regulerer et af Asiens største vandingssystemer. Andre arealer vandes fra brønde forsynet med elektriske pumper. Haryana var den første af Indiens delstater, som fik elektricitet overalt. Med hjælp fra regeringen har bønderne i vid udstrækning indført moderne landbrugsmetoder med brug af højtydende kornsorter, kunstgødning og pesticider ("den grønne revolution"). Der dyrkes bl.a. hvede, ris, sukker, bomuld og majs. Landbruget er basis for flere industrier, bl.a. sukker- og tekstilfabrikker, men også fremstilling af landbrugsmaskiner. Hertil kommer forbrugsvareindustri med bl.a. Indiens største cykelfabrik.

Annonce

Mange investeringer retter sig mod industribæltet mod syd, nær ved Delhi, og langs med hovedfærdselsåren, Grand Trunk Road. En del af investeringerne kommer fra Punjab, hvor politisk uro siden 1980'erne har fået mange virksomheder til at søge til nabostaterne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Christensen, Thomas Sehested: Haryana i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89233