Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ganges

Oprindelig forfatter OC Seneste forfatter Redaktionen

Ganges. Deltaet dannet af Ganges og Brahmaputra er verdens største. Her ses både deltaet og sediment, der flyder ud i Den Bengalske Havbugt. Satellitbillede fra 1999.

Ganges. Deltaet dannet af Ganges og Brahmaputra er verdens største. Her ses både deltaet og sediment, der flyder ud i Den Bengalske Havbugt. Satellitbillede fra 1999.

Ganges, Ganga, Indiens vigtigste flod; 2510 km lang. Ganges afvander den mægtige Gangesslette og gøder med sine frugtbare aflejringer store og tætbefolkede landbrugsområder; her bor over 300 mio. mennesker.

Ganges udspringer 4270 m.o.h. i Himalaya og fødes af smeltevand fra Gomoukgletscheren i den nordligste del af staten Uttar Pradesh. Herfra løber den mod syd, og efter at have passeret den hellige by Hardwar drejer den mod SØ ud på Gangessletten. Ved Allahabad løber den store biflod Yamuna sammen med Ganges. På det videre løb mod øst tilstøder bl.a. Gaghara, Gandak og Kosi. I alt afvander systemet over 800.000 km2. I Bangladesh løber Ganges sammen med Brahmaputra og danner et stort delta med udløb i Den Bengalske Havbugt.

Den øverste del af Ganges er en vild bjergflod med et fald på 150 m pr. km, mens faldet ude på sletten er under 15 cm pr. km.

Annonce

De talrige bifloder får helt overvejende deres vand fra monsunregnen. Vandføringen ottedobles i sommermånederne, og når Ganges i juli går over sine bredder, er den på slettens laveste områder over 200 km bred og brydes kun af bøndernes diger, veje, jernbanedæmninger og mindre, højtliggende partier med bebyggelse. Beboerne langs floden har gennem århundreder udviklet et system af kanaler, diger og små vandreservoirer, tanks, til kunstvanding og kan dermed høste flere gange om året. I 1800-t. blev de første store kanaler anlagt. I den vestlige del af Gangessletten dyrkes bl.a. hvede og sukker, mens ris er fremherskende i den østlige del; i deltaet er jute en vigtig afgrøde.

Ganges. Dhobi wallahs, vaskefolk,  ved Ganges.

Ganges. Dhobi wallahs, vaskefolk, ved Ganges.

Befolkningsvækst og efterfølgende ukontrolleret skovhugst på Himalayas nedre skråninger har i nyere tid ført til, at nedbøren løber ned ad bjergsiderne uden at synke ned i jorden. Det fører til mere pludselige og større oversvømmelser. Aflejringer af de store mængder materiale, som floderne medfører, ændrer flodernes løb og skader diger med oversvømmelser til følge. Tidligere var Ganges sejlbar for store flodlægtere helt op til Allahabad, men pga. aflejringerne kan de nu kun nå Patna. Lokal småskibsfart er dog fortsat vigtig over alt på Gangessletten.

Ganges. Pilgrimme i Benares tager det rituelle bad i Ganges. Hvert år drager hundredtusinder af hinduer på pilgrimsfærd for at vise en guddom deres hengivelse ved den hellige flod.

Ganges. Pilgrimme i Benares tager det rituelle bad i Ganges. Hvert år drager hundredtusinder af hinduer på pilgrimsfærd for at vise en guddom deres hengivelse ved den hellige flod.

Ganges i indisk religion

Hinduerne anser Ganges for at være den helligste af alle floder. Ved kilderne og langs bredderne findes talrige pilgrimssteder. I Allahabad, hvor Ganges og Yamuna løber sammen, formodes floden at få tilslutning fra den mytiske, hellige og underjordiske flod Sarasvati. Hvert tolvte år samles her enorme pilgrimsskarer til rituel badning i floden. Ved Kumbh Mela-festen i 2001 var der skønsmæssigt samlet 70 mio. pilgrimme. Den helligste by er Varanasi (Benares), hvor der på flodbredden er høje trin, ghats, hvor lig brændes, og asken spredes i floden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Christensen: Ganges i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82111