Farakka, dæmning på Gangesfloden 200 km nord for Kolkata i Indien. Den 2240 m lange dæmning fra 1971 afleder vand fra Ganges til floden Hooghly, der løber gennem Kolkata. Svingende vandføring i Hooghly medførte tidligere tilsanding omkring Kolkata til skade for vandforsyning og skibsfart; dæmningen har afhjulpet disse problemer, men skabt en langvarig og uløst strid med Bangladesh, der gør krav på en større del af flodvandet til kunstvanding i tørtiden.