Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bangalore

Oprindelig forfatter FBarn Seneste forfatter Redaktionen

Bangalore, Bengaluru, hovedstaden i delstaten Karnataka i det sydlige Indien; 8,4 mio. indb. (2011). Bangalore er en af Indiens mest attraktive storbyer, og med sin beliggenhed ca. 900 m.o.h. den eneste, hvor det aldrig bliver særlig varmt. Fra hele Indien kommer folk hertil for at søge arbejde, forretningsmuligheder og højere uddannelse. Bangalore er kendt som et af verdens førende centre for udvikling af it-software, men har også en lang række andre højteknologiske virksomheder.

Byen blev grundlagt i 1600-t., og fra den tid stammer bymidten med snævre, snoede gader og en uendelig variation af småværksteder, fine templer og boliger. I 1800-t. grundlagde briterne en selvstændig bydel, Cantonment, med fritliggende boliger forbundet af brede veje i rette vinkler. Dette område har udviklet sig til at være det mest vesterlandske i Indien. Her grupperer de dyrere hoteller og restauranter sig sammen med flyselskaber og rejsebureauer i et citykvarter i byens nordøstlige del, mens regeringskontorer, retsbygninger og museer er samlet i et parkområde nær bymidten.

Bangalore var i kolonitiden førende inden for videnskab og teknologi, og den har siden uafhængigheden tiltrukket store offentlige investeringer. Fly-, jernbane-, elektronik- og maskinindustrier i byen drives af staten, og Indiens rumforskningsprogram har sit centrum her. Også den betydelige private industri kendetegnes ved et højt teknologisk niveau.

Annonce

Som Karnatakas hovedstad har byen omfattende administrative opgaver, der sammen med finanssektoren og to universiteter medvirker til at skabe en høj andel af funktionærer i arbejdsstyrken. Det intellektuelle miljø skaber grobund for og stimuleres af en aktiv og kritisk presse.

Middelklassen præger Bangalore mere end nogen anden indisk storby, og byen har vidtstrakte bungalow-kvarterer. Selvom fattigområderne rummer næsten halvdelen af befolkningen, er byens slumkvarterer betydelig mindre af omfang og tæthed end i andre større byer;ifølge folketællingen fra 2001 er Bangalore den af Indiens storbyer, der har langt den mindste slumbefolkning (8% af indbyggerne). Bangalore har i høj grad karakter af haveby. Parker, skyggefulde alleer og et væld af blomster giver byen en særlig stemning. Byens infrastruktur, særlig vejnettet, er ikke blevet moderniseret i samme takt som byens økonomiske udvikling, og det skaber i stigende grad problemer. En ny international lufthavn blev åbnet i 2008.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Barnow: Bangalore i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43819