Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Agra

Oprindelige forfattere FBarn og TSeh Seneste forfatter Redaktionen

Agra. Bag byens tage ses Taj Mahal.

Agra. Bag byens tage ses Taj Mahal.

Agra, by i delstaten Uttar Pradesh, Indien; 1,67 mio. indb. (2011). Agra blev grundlagt af Sikandar Lodi i 1501 og blev under mogulerne handelscentrum, provinshovedsæde og i perioder Indiens hovedstad. Den nåede sin største pragt under stormogulen Akbar, der 1570-85 regerede fra nabobyen Fathepur Sikri, og den fik sine betydeligste arkitekturmonumenter under Shah Jahan i midten af 1600-t. Agra ophørte som hovedstad i 1648, og fra slutningen af 1700-t. faldt byen i hænderne på skiftende herskere, indtil den i 1803 overgik til den britiske kolonimagt.

Byen ligger i et træbevokset slettelandskab på begge sider af floden Jumna. Få rester er tilbage af den oprindelige by øst for floden. Den nuværende by er anlagt omkring et fort på flodens vestbred, omgivet af et handels- og basarkvarter med købmandshuse, markeder og moskéer, i et net af snævre gader. Cantonment-området (det britiske militære bykvarter) mod syd er byens nyere del, kendt som Sadar Bazaar.

Byen har betydning som trafikknudepunkt og som handels-, industri- og universitetsby, men den er især kendt som monument over mogulperiodens bygnings- og havekunst. Det Røde Fort (1564-72) rummer den harmonisk proportionerede Perlemoské (1646-54) samt Akbar og Jahans storslåede paladser. Uden for fortet hører Den Store Moské (1639-44), Akbars mausoleum i Sikandra og gravmælerne mod øst til periodens fineste bygninger, med Taj Mahal som et af de ypperste eksempler på mogulperiodens arkitektoniske formåen. Det er i usædvanlig grad den monumentale arkitektur, især fortets paladser og fremskudte pavilloner samt mausoleernes himmelstræbende kupler, der tegner byens silhuet og giver den sin stemning og identitet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Barnow, Thomas Sehested: Agra i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=34190