Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nepal (Økonomi og erhverv)

Oprindelig forfatter ABN Seneste forfatter Redaktionen

Nepal. To piger fra den højt- og afsidesliggende region Dolpo i NV-Nepal på Himalayas nordskråninger. De er iført lokalt fremstillede klæder, vævet af fåreuld iblandet striber af uld fra yakoksen. Befolkningen i Dolpo lever af agerbrug og husdyrhold samt af handel mellem Tibet og Terai. Fotografi fra 1998.

Nepal. To piger fra den højt- og afsidesliggende region Dolpo i NV-Nepal på Himalayas nordskråninger. De er iført lokalt fremstillede klæder, vævet af fåreuld iblandet striber af uld fra yakoksen. Befolkningen i Dolpo lever af agerbrug og husdyrhold samt af handel mellem Tibet og Terai. Fotografi fra 1998.

Nepal er et af verdens fattigste lande. Det har ikke adgang til havet, har kun få tilgængelige mineralresurser og meget vanskelige transportforhold. Afhængigheden af Indien er stor.

Omkostningerne ved at anlægge og vedligeholde veje er enorme. I bakkezonen er der kun få veje ud over forbindelserne til Kathmandu og Pokhara, om end vejnettet er ved at sprede sig til mere afsides beliggende områder i bjergene. I lavlandet går der en vej i hele landets længde fra øst til vest, men kun få sideveje fører ind i fodbjergenes dale. Der er efterhånden bygget en del veje til Indien, men kun en enkelt går gennem bjergene, fra Kathmandudalen til Tibet. Bortset fra en smalsporet strækning fra den indiske grænse til byen Janakpur i Terai findes der ingen jernbaner i Nepal. Der er flyvepladser spredt rundt i landet, men flytrafikken har på ingen måde kapacitet til at transportere større godsmængder og tjener først og fremmest til at binde landet sammen administrativt.

Landbrug beskæftiger langt størstedelen af befolkningen. Det kræver pga. afhængigheden af kunstvanding og dyrkningsterrasser megen arbejdskraft; de fleste bedrifter er familiedrevne småbrug. De vanskelige vilkår for varetransport i bakkerne og bjergene betyder, at disse zoner stort set må være selvforsynende med fødevarer, mens Kathmandu importerer en del landbrugsprodukter fra især Indien. De vigtigste afgrøder er ris, byg, hvede, majs, sukker, grøntsager og te. Husdyr er først og fremmest geder, får, kvæg og vandbøfler. Industrien er svagt udbygget og forarbejder hovedsagelig fødevarer.

Annonce

Turisme. Bjergene er hovedmålet for turismen til Nepal. Annapurna, Langtang (nord for Kathmandu) og Sagarmatha National Park med Mount Everest er intensive turistområder i højsæsonerne om foråret og efteråret, og den tætte trafik af bjergvandrere har radikalt ændret erhvervsstrukturen. Hvor de mest populære trekkingruter passerer, har landsbyerne antaget karakter af servicecentre med talrige småhoteller. Også Kathmandudalen er et vigtigt turistmål. Her ligger landets eneste internationale lufthavn, og byerne i dalen har rige historiske minder, storslåede templer og udsigter til Himalayas tinder.

Læs mere om Nepal.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard: Nepal (Økonomi og erhverv) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131029