Mount Everest

I forbindelse med det britiske imperiums kolonisering i Sydasien påbegyndtes en ambitiøs videnskabelig opmåling i 1802 under navnet Great Trigonometrical Survey. Geografen sir George Everest havde ledet projektet fra 1823 til 1843, men det var først under Everests efterfølger, Andrew Scott Vaugh, i 1852, at Mount Everest blev identificeret som verdens højeste (målt fra havoverfladen) på 29.000 fod (8839,2 meter). Nepal var på det tidspunkt lukket for udlændinge, og da ekspeditionen endelig fik adgang til Nepals sydlige slette Terai, blev flere af deltagerne syge af malaria og døde.

Efterfølgende er Mount Everests højde blevet korrigeret flere meter opad. En ny triangulering blev foretaget af Indien i 1955, hvor højden blev sat til 8847,73 meter, mens kinesiske målinger i 1975 estimerede bjergets højde til 8848,13 meter. I 1999 lavede en amerikansk klatreekspedition en GPS-opmåling, der fastsatte klippetindens højde til 8850 meter samt yderligere 1 meter til snetoppen. Denne måling er dog ikke blevet godkendt af de kinesiske og nepalesiske myndigheder, der baseret på egne målinger har bekræftet tallene fra 1955.

I 2020 udsendte Nepal og Kina en fælles erklæring, hvor de satte højden af Everest til 8848,86 meter.

Toppen af Mount Everest blev første gang nået i 1953 af nepaleseren Tenzing Norgay (1914-1986) og newzealænderen Edmund Hillary. Allerede siden 1921 havde en britisk ekspedition undersøgt mulighederne for at bestige bjerget, og i 1924 omkom George Mallory og Andrew Irvine (1902-1924) i forsøget på at nå toppen.

I moderne tid har Mount Everest en forårs- og efterårssæson i henholdsvis april-maj og oktober-november, hvor der er ekstra travlt på bjerget. Mount Everest kan klatres både fra Tibet (den nordlige rute, som Mallory og Irvine tog) og fra Nepal (den sydlige rute, som Norgay og Hillary besteg). De fleste ekspeditioner går via Nepal.

Det tager omkring to måneder at bestige Mount Everest og koster flere hundrede tusinde kroner. Første del af turen er en syv-ni dages vandretur fra lufthavnen Lukla op til Everest Base Camp i 5600 meters højde over havet. Der venter klatrere typisk en uges tid for at akklimatisere, inden de bevæger sig gennem de berygtede Khumbu Icefall til Camp 1 i 6000 meters højde. Fra Camp I er der en fuld dags vandring til Camp II, også kaldet Advanced Base Camp i 6400 meters højde. Efter endnu en akklimatiseringsperiode går turen videre til Camp III, der ligger i 7200 meters højde og bliver betragtet som "point of no return". Den sidste del af ruten går op til Camp IV i 8440 meters højde. Herfra starter det sidste tunge trek til toppen, som kan tage alt fra 8 til 16 timer, inden man er tilbage i Camp IV. Nedstigningen til Everest Base Camp tager flere dage, og det er på denne del af rejsen, at de fleste ulykker sker.

Den første danske bjergbestiger, der deltog i en Mount Everest-ekspedition, var Klavs Becker-Larsen i 1951, men det var først i 1995, at det lykkedes Michael Knakkergaard Jørgensen at nå toppen. I alt har 69 personer fra Danmark forsøgt at bestige bjerget, og heraf er det lykkedes 22.

Lene Gammelgaard blev den første skandinaviske kvinde på bjerget i 1996 og udgav bestselleren "Everest – Vejen til Toppen" om den dramatiske rejse. I 2023 besteg 26-årige Emma Østergaard Mount Everest med den erfarne bjergbestiger Jakob Urth, der allerede havde været på toppen i 2018.

To danskere er døde på Mount Everest: 27-årige Jeppe Stoltz i 2000 og 56-årige Tom Jørgensen i 2010.

Siden 1993 har der i gennemsnit været 6,2 dødsfald per år. Men i 2014 blev 16 nepalesiske klatrere dræbt, da en 64 ton isblok faldt ned over Khumbu Icefall tidligt om morgenen den 18. april, mens de arbejdede på at klargøre ruten til ekspeditionsdeltagerne og slæbe forsyninger op til camp II. Året med flest dødsfald var 2015, hvor et stort jordskælv den 25. april begravede 22 personer i en kæmpe lavine.

Udover de almindelige risici forbundet med ekstremt vejr og det svære terræn i bjergene, er Mount Everest livsfarlig af to andre grunde. Bjergets højde stiller store udfordringer til udholdenhed, fordi kroppen ikke får nok ilt til elementære kropsfunktioner, og det påvirker både ens fysiske og mentale tilstand. Højder over 8000 meter kaldes derfor også for "dødszonen". Det begreb blev lanceret netop det år, hvor Mount Everest som det første bjerg over 8000 meter blev besteget.

Den anden grund er muligvis unik for Mount Everest. Fordi bjerget er blevet så populær en destination, opstår der konkurrence mellem de forskellige ekspeditionshold og til tider endda regulære "trafikproppe" på bjerget, så deltagere sidder fast og må vente på op- eller nedstigningen. Det skete for eksempel under katastrofen i 1996, hvor otte personer døde i et stormvejr på vej ned.

Siden de tidlige Himalaya-ekspeditioner har lokale nepalesere fungeret som hjælpere til at slæbe bagage, lave mad, forberede ruter samt som egentlige bjergførere. Især sherpafolket har på grund af deres historiske bosættelser omkring de høje bjerge i Khumbu været uundværlige arbejdere og følgesvende for de eventyrlystne turister. Det har på den ene side ført til en del kritik af bjergbestigningskulturen, der sætter andre menneskers liv på spil for at nå egne mål. Fra 1921 til 2021 var 119 af de 305 omkomne hyrede sherpaer.

På den anden side har kommercialiseringen af sporten fra starten af 1990'erne ført til færre relative dødsfald, og sherpaerne er i højere og højere grad blevet professionelle bjergbestigere, der leder ekspeditioner og selv sætter nye rekorder. Kami Rita Sherpa har besteget bjerget 28 gange, Lkakpa Sherpa er den første kvinde med 10 succesfulde ture til toppen, og "sneleoparden" Ang Rita har stadigvæk rekorden på 10 bestigninger uden ilt. Af de 6338, der havde besteget bjerget ved udgangen af 2022, var 27,7% nepalesere (1756 personer). Bjergbestigning for sherpaer er på samme tid et risikofyldt arbejde, en god indtjeningsmulighed i en region med stor arbejdsløshed og armod, samt en potentiel karrierevej og genvej til berømmelse.

• bjergbestigning
• de syv tinder
• Himalaya