Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Venezuela - historie

Oprindelige forfattere PNie og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Venezuela. I årtierne efter 1880 blomstrede dyrkelsen af nationens tilblivelse, og Simón Bolívar blev landets nationalhelt. Over hele Venezuela ændredes navnet på byernes hovedtorv til Plaza Bolívar, og møntenheden kaldtes bolívar. I et større loftsmaleri i hovedstadsdistriktets rådhus indgår dette motiv udført af Edmond Wolterbeck; det er en allegorisk fremstilling af Bolívars indtog i Caracas i 1813, da han af byens borgere udråbtes til El Libertador 'Befrieren'. Titlen benyttes endnu ved omtale af nationalhelten.

Venezuela. I årtierne efter 1880 blomstrede dyrkelsen af nationens tilblivelse, og Simón Bolívar blev landets nationalhelt. Over hele Venezuela ændredes navnet på byernes hovedtorv til Plaza Bolívar, og møntenheden kaldtes bolívar. I et større loftsmaleri i hovedstadsdistriktets rådhus indgår dette motiv udført af Edmond Wolterbeck; det er en allegorisk fremstilling af Bolívars indtog i Caracas i 1813, da han af byens borgere udråbtes til El Libertador 'Befrieren'. Titlen benyttes endnu ved omtale af nationalhelten.

Før den spanske kolonisering var landområdet beboet af folkeslag, der tilhørte forskellige sprog- og kulturgrupper i hhv. kystregionen, Andesbjergene, Guyanas Højland og Amazonlandet.

Christoffer Columbus nåede i 1498 til den østlige del af Venezuelas kyst, hvor muligheden for perlefiskeri i 1510 førte til en spansk bosættelse på øen Cubagua og snart efter på den nærliggende Margarita. Omkring 1520 fulgte anlæggelsen af en fæstning ved den senere havneby Cumaná på kontinentet. De spanske besiddelser udvidedes i løbet af 1500-t. til dalene i det centrale kystområde og Andesbjergene, og de oprindelige folkeslag blev overvundet og integreret i kolonisamfundet som arbejdskraft på plantager. Kakao, indigo, tobak, bomuld og andre tropiske afgrøder udgjorde sammen med kvægdrift koloniens økonomiske grundlag. Afrikanske slaver benyttedes på plantagerne langs kysten.

Egnene vest for Maracaibosøen, højlandet mod SV og regnskoven i syd berørtes igennem århundreder kun ganske lidt af den spanske tilstedeværelse. Venezuelaområdet hørte administrativt under audiencia i Santo Domingo. Fra 1739 kom det under vicekongedømmet Ny Granada med hovedstad i Bogotá, men i forbindelse med den spanske krones indsats for at effektivisere administrationen oprettedes i 1786 en lokal audiencia i Caracas.

Annonce

Uafhængighedsepoken

Omkring 1800 var der i den økonomiske elite en vis utilfredshed med kolonimagtens monopol på handel og politisk administration, men angsten for at miste kontrollen med flertallet af befolkningen, især slaverne, begrænsede ønsket om selvstændighed. Det ændrede sig ved Napoleons invasion i Spanien og afsættelsen af den spanske konge i 1808. Frankrig formåede ikke at hævde sin myndighed i kolonierne, og derfor erklærede bystyret i Caracas i 1810 kolonien for selvstyrende, og året efter udråbtes republikken Venezuela. Herefter fulgte ti års borgerkrig mellem de republikanske oprørere og royalisterne, der var tro over for den spanske trone. Den spanske konge blev efter Napoleons nederlag genindsat i 1814 og havde en vis succes med at tilbageerobre de tabte områder i Amerika.

Den lokale storgodsejer og officer Simón Bolívars evne til at lede republikanerne, tiltrække britiske hjælpetropper og indgå forlig med de oprørske slettebeboere under José Antonio Páez førte imidlertid til ny fremgang for oprørerne. I 1819 udråbtes republikken Colombia omfattende hele vicekongedømmet Ny Granada. Opstanden mod enevælden i Spanien i 1820 svækkede royalisterne og muliggjorde republikanernes afgørende sejre i 1821. Herefter opstod der interne magtkampe, og general Páez' indsats for løsrivelse af Venezuela fuldførtes i 1830.

Caudillismen 1830-1935

José Antonio Páez blev republikken Venezuelas første præsident, og hans stærke militære og personlige magt sikrede ham tillige indflydelse i en årrække efter hans embedsperiodes udløb. Han betragtes derfor som landets første store caudillo. I løbet af 1800-t. blev kaffe landets vigtigste eksportvare, og udenrigshandelen gled over på udenlandske, især britiske, hænder. Uafhængigheden førte ikke sociale forandringer med sig, og først i 1854 afvikledes slaveriet endeligt. Samtidig med forskellige caudilloers kamp om magten i landet udviklede der sig et partisystem som i de øvrige spansk-amerikanske lande. Det bestod af de centralistiske, katolske konservative over for de liberale, der formelt kæmpede for en forbundsstat og en begrænsning af kirkens indflydelse. I praksis blev partierne dog en simpel vej til magten snarere end et ideologisk baseret system. Magtkampene førte flere gange til krigstilstand; perioden 1859-63 omtales som borgerkrigen.

Antonio Guzmán Blancos (1829-99) udnævnelse til provisorisk præsident i 1870 og hans fastholdelse af magten i 19 år blev et højdepunkt, hvad personlig selvhævdelse, indtjening og magtudfoldelse angår. Voksende udlandsgæld i sidste del af 1800-t. førte i 1902 under diktatoren Cipriano Castro (1859-1924) til Storbritanniens, Tysklands og Italiens blokade af Venezuelas vigtigste havne. Krisen mildnedes ved USA's mellemkomst i 1903, men de europæiske magter fik i 1904 medhold ved Den Faste Voldgiftsret i Haag. Cipriano Castros vicepræsident, Juan Vicente Gómez, tog i 1908 magten. Han fik etableret gode forbindelser til udlandet, men indledte samtidig endnu et langvarigt og brutalt diktatur.

I begyndelsen af 1900-t. begyndte en systematisk udnyttelse af landets olierigdom, og omfattende udenlandske investeringer fandt sted. Venezuela var dog længe et landbrugsland, og omkring 90% af befolkningen var analfabeter ved Juan Vicente Gómez' død i 1935.

Demokratisering fra 1936

Venezuela.  50.000 deltog i en strejke som Venezuelas største arbejderpartis ledere havde beordret i april 2002 i Caracas.  Her en poster der viser president Hugo Chavez' hoved i  en skraldespand med teksten

Venezuela. 50.000 deltog i en strejke som Venezuelas største arbejderpartis ledere havde beordret i april 2002 i Caracas. Her en poster der viser president Hugo Chavez' hoved i en skraldespand med teksten " It wont be long" , med henvisning til at presidenten skal gå af. 50.000 deltog i en strejke som Venezuelas største arbejderpartis ledere havde beordret i april 2002 i Caracas. Her en poster der viser president Hugo Chavez' hoved i en skraldespand med teksten " It won't be long", med henvisning til at presidenten skal gå af.

Nu begyndte en langsom demokratiseringsproces, som førte til lokalvalg i 1945. Samme år banede et militærkup vejen for indsættelsen af et nyt politisk styre, ledet af det nye socialdemokratiske parti Acción Democráticas stifter, Rómulo Betancourt. Der afholdtes præsidentvalg i 1947; regeringspartiet vandt stort, og forfatteren Rómulo Gallegos blev i 1948 landets første folkevalgte præsident. Få måneder efter gennemførtes endnu et militærkup; det nye styre forbød Acción Democrática, hvis ledere gik i eksil. En militæropstand i 1958 førte til nye valg, og Betancourt tiltrådte i 1959 som præsident. Det nye styre gennemførte jordreformer i 1960, men kom også til at stå over for udfordringen fra radikale guerillagruppers virke i landet igennem 1960'erne. Valget i 1968 blev vundet af Rafael Caldera (1916-2009) fra det kristelige demokratiske parti COPEI (Comité Pro-Elecciones Independientes).

I 1960 dannede Venezuela sammen med Iran, Irak, Kuwait og Saudi-Arabien organisationen af olieeksporterende lande, OPEC. Samarbejdet førte til stigende oliepriser på verdensmarkedet fra 1973, og dermed fulgte en kolossal velstand for Venezuela.

Under den socialdemokratiske præsident Carlos Andrés Pérez blev olieindustrien i 1976 overtaget af staten, og der blev herefter foretaget store statslige investeringer i industri, byggeri og uddannelse, men en del af velstanden førte til et omfattende luksusforbrug af importerede varer og en svækkelse af den hjemlige produktion. Statens stærke deltagelse i samfundsøkonomien og dens betydelige andel i eksportindtægterne førte til udviklingen af en af den kapitalistiske verdens mest udbyggede planøkonomier med styring af beskæftigelse, produktion og priser gennem subsidiering af varer og tjenesteydelser.

Olieprisernes kraftige fald i første halvdel af 1980'erne bragte Venezuela ud i en langstrakt økonomisk og politisk krise med sociale uroligheder og kupforsøg. Regeringen forsøgte at fastholde statens økonomiske rolle, men med valget af Carlos Andrés Pérez, der betragtedes som 1970'ernes mirakelmager, indledtes fra 1989 et privatiserings- og liberaliseringsprogram. Det mødte massiv modstand; i 1992 blev et kupforsøg ledet af officeren Hugo Chávez slået ned, og året efter blev Carlos Andrés Pérez afsat under anklage for korruption. De fortsatte økonomiske problemer førte i 1998 til, at Hugo Chávez i spidsen for en nydannet protestbevægelse blev valgt til præsident. Splittelse inden for bevægelsen har ført til øget kritik af Chávez, men den folkelige opbakning var fortsat betydelig.

Hugo Chávez, der indtog præsidentposten i 1999, konsoliderede sin position ved at blive genvalgt i 2000 med 59% af stemmerne, men hans popularitet faldt derpå drastisk. Han øgede de sociale budgetter til gavn for sine kernevælgere, de fattige, men løb ind i modvind, da han forgæves forsøgte at tage magten i landets største fagforbund. Protesterne i de store byer voksede, da han dekreterede højere skatter i oliesektoren og en større jordreform. Det kom til generalstrejke og massedemonstrationer samt et mislykket halvanden dag langt kupforsøg i april 2002. En politisk svækket Chávez lovede derefter at føre en mere forsonlig linje.

Hugo Chávez' havde stadig en stor del af befolkningen imod sig; i 2004 var der en folkeafstemning om hans politik som han dog vandt med ca. 58% af stemmerne. Internationale observatører godkendte afstemningen. Oppositionen boykottede et parlamentsvalg i 2005, så alle pladser blev besat af kandidater, der var positive over for Chávez.

Udenrigspolitisk tog Chávez i stigende grad afstand fra USA og forsøgte at skabe et regionalt netværk af latinamerikanske lande. Han styrkede båndene til en række caribiske lande, først og fremmest Cuba og dets leder Fidel Castro, men også til Bolivia, Argentina, Chile, Ecuador og Brasilien. På den globale scene fik Venezuela tættere bånd til bl.a. Rusland og Iran.

I 2006 blev Hugo Chávez valgt til præsident for tredje gang. Det udløste international kritik, da parlamentet i begyndelsen af 2007 gav Chávez ret til i 18 måneder at regere pr. dekret som led i bestræbelserne på at gennemføre omfattende nationaliseringer, bl.a. inden for energisektoren.

Hugo Chávez påtog sig i flere tilfælde påtaget sig rollen som mægler i forhold til den colombianske oprørsbevægelse FARC, og løsladelsen af seks gidsler i begyndelsen af 2008 var en propagandasejr for ham.

Et anspændt forhold til Colombia udviklede sig til en egentlig diplomatisk krise, efter at colombiansk militær på ecuadoriansk territorium havde dræbt en af FARC's ledere.

I 2012 vandt en da kræftsyg Chávez endnu en embedsperiode, men han døde året efter. Vicepræsident Nicolás Maduro overtog derpå præsidentposten og lovede at fortsætte forgængerens politik. I foråret 2014 kom det til protester mod regeringen, som førte til voldsomme uroligheder med 28 dræbte i Caracas.

Den vedvarende utilfredshed mod regeringen, som ikke viste sig i stand til at løse problemer omkring en meget høj rate af voldelig kriminalitet, en galopperende inflation samt store sociale problemer, resulterede i december 2015 i en jordskredssejr til oppositionen ved parlamentsvalget. Under den fortsatte økonomiske krise iværksatte Maduro-regeringen i 2016 foranstaltninger som f.eks. en todages arbejdsuge for offentligt ansatte, devaluering, hævede benzinpriser samt dekreterede at alle offentligt eller privat ansatte i landet kunne udskrives til to måneders arbejde i fødevaresektoren.

Læs mere om Venezuela.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Nielsen, Henrik Sebro: Venezuela - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179198