Bolívar, Venezuelas største delstat; 238.000 km2, 1,62 mio. indb. (2010). Hovedstad, Ciudad Bolívar. Bolívar omfatter den østlige del af landet syd for Orinocofloden. Størstedelen er uhyre tyndt befolket; den sydligste del er savanneland med spredte taffelbjerge; her ligger plateauet La Gran Sabana med Angelvandfaldet, verdens højeste. Nord herfor findes store områder dækket af regnskov og kun i ringe grad udforsket. Staten er rig på mineraler, bl.a. guld og diamanter, men især jernmalm, mangan og bauxit. Floden Caroní rummer et af verdens største vandkraftpotentialer. Siden 1961 er der foregået en planlagt udvikling af delstaten, bl.a. i og omkring byen Ciudad Guayana, som har haft en betydelig industriel vækst. Her produceres bl.a. aluminium ved hjælp af hydroelektricitet fra Caroní.