Ciudad Bolívar, hovedby i delstaten Bolívar i det østlige Venezuela; 381.000 indb. (2011). Byen ligger på sydbredden af Orinoco, og efter bygningen i 1960'erne af Venezuelas første store broforbindelse over floden, den 1,7 km lange Angostura-hængebro, er den blevet knudepunkt for trafikken mellem Caracas og de nye vækstområder mod syd. Byen hed tidligere Angostura og gav navn til en bitterlikør. Det nuværende navn (siden 1846) er efter frihedshelten Simón Bolívar, som i 1819 proklamerede Storcolombia her.