Pedro 1., 12.10.1798-24.9.1834, kejser af Brasilien 1822-31 og 1826 konge af Portugal som Pedro 4. Over for krav om, at Brasilien, der 1815 var blevet ophøjet fra portugisisk koloni til kongerige ligestillet med moderlandet, atter skulle underordnes Portugal, erklærede Pedro i 1822 Brasilien for uafhængigt og blev udråbt til kejser. Ved faderen Johan 6.s død i 1826 frasagde Pedro sig den portugisiske trone til fordel for sin datter, Maria 2. da Glória. 1831 abdicerede Pedro også fra den brasilianske trone, bl.a. for at forsvare Marias interesser mod Miguel, Pedros yngre bror. Han drog til Portugal og besejrede broderen i borgerkrigen 1832-34.