Sydamerika - historie (vejen til uafhængighed og nationalstaternes dannelse), I de spanske besiddelser opstod en stadig større interessekonflikt mellem peninsulares og kreoler (hhv. europæisk- og amerikanskfødte spaniere), bl.a. fordi kreolerne ikke måtte deltage i eksporthandelen.

Konflikterne blev intensiveret i slutningen af 1700-t., da de kreolske intellektuelle miljøer lod sig inspirere af oplysningsfilosofien; hos bl.a. venezuelaneren Francisco de Miranda dannede det grobund for konkrete uafhængighedsplaner.

Napoleons invasion i Spanien og Ferdinand 7.s abdikation i 1808 samt den efterfølgende spanske uafhængighedskrig satte fart i det sydamerikanske uafhængighedsprojekt. Kreolerne oprettede omkring 1810 regeringsjuntaer, dvs. provisoriske regeringer, over hele det spanske Sydamerika.

De langvarige befrielseskrige, som fulgte efter, var i realiteten borgerkrige mellem kreoler og royalistiske peninsulares. Der var ikke tale om revolutioner; kreolerne ville bevare det koloniale økonomiske system, hvor store haciendaer og udnyttelse af de indianske bønder udgjorde fundamentet. Derfor var indianerne heller ikke særlig involveret i kreolernes kamp, og ofte støttede de den royalistiske side.

Simón Bolívar og José de San Martín var hovedfigurerne i befrielseskrigene, som resulterede i det spanske Sydamerikas uafhængighed ca. 1825. I Brasilien var udviklingen mere fredelig; den portugisiske kronprins, Pedro, erklærede i 1822 landet for uafhængigt og blev udråbt til kejser. Kejserdømmet bestod, indtil Brasilien i 1889 blev en republik.

Afslutningen på befrielseskrigene og de formelle uafhængighedserklæringer betød ikke, at de nuværende nationalstater var etableret; det skete i de fleste tilfælde først i 1800-t.s sidste årtier. De gamle konflikter fra kolonitiden mellem centrum og periferi, hovedstæder og provinsbyer genopstod med fuld styrke i form af lange og opslidende borgerkrige mellem centralister og føderalister eller konservative mod liberale.

Splittelsen i den herskende kreolske elite, der omfattede storgodsejere, eksportkøbmænd, mineejere og intellektuelle, drejede sig ikke alene om, hvilken form nationalstaterne skulle have; et væsentligt stridspunkt var også, om man skulle have en international og markedsorienteret økonomi, eller om man skulle føre en protektionistisk økonomisk politik. Desuden prægedes konflikten i hele Sydamerika afgørende af uenigheden om, hvilken status den magtfulde katolske kirke skulle have i de postkoloniale samfund.

Simón Bolívars ønske om at forene alle kontinentets spansktalende lande i en føderation viste sig allerede i 1826 at være uholdbart, og den mindre konstruktion Colombia, der bestod af det nuværende Venezuela, Colombia og Ecuador, gik i opløsning 1829-30. I stedet tog såkaldte caudilloer, karismatiske ledere med private hære, magten de fleste steder, og efterhånden som den ene eller den anden oligarkiske fraktion sejrede på slagmarken, fandt nationalstaterne deres form.

Grænsekonflikter har præget Sydamerika fra midten af 1800-t. og har flere gange ført til krig, fx krigen 1865-70 mellem Paraguay og Tripelalliancen (Brasilien, Argentina og Uruguay), Salpeterkrigen 1879-83 mellem Chile på den ene side og Peru og Bolivia på den anden, Chacokrigen 1932-35 mellem Bolivia og Paraguay og endelig krigen mellem Peru og Ecuador 1941-42, der først blev formelt afsluttet i 1998; indtil da var der jævnligt væbnede sammenstød i grænseområderne.

USA har siden 1800-t. været en væsentlig og ofte afgørende magtfaktor i Sydamerika. Den amerikanske politik i området har taget form af både Den Store Stoks Politik (beg. af 1900-t.) og Den Gode Nabos Politik (1930'erne).

Under den kolde krig støttede USA de antikommunistiske kræfter i Sydamerika, også når det drejede sig om diktaturer, og samtidig modarbejdede amerikanerne venstreorienterede, reformvenlige regeringer, fx Salvador Allendes i Chile 1970-73. Først i Bill Clintons præsidentperiode fra 1992 skiftede USA for alvor udenrigspolitisk kurs, og siden har man lagt vægt på at støtte demokratiserings- og økonomiske moderniseringsprocesser i regionen.

Demokratiet har haft vanskelige kår i Sydamerika, hvor social uro og politisk vold næsten uafbrudt har været fremherskende, særlig i Colombia, Bolivia og Ecuador. Den skæve værdifordeling og det stive politiske system, der har afskåret det store flertal fra reel indflydelse, er blandt de vigtigste årsager dertil.

Forskellige sociale og politiske systemer har været afprøvet: de nationalistiske og populistiske systemer under Getúlio Vargas i Brasilien 1930-45 og Juan Perón i Argentina 1946-55 og "den chilenske vej mod socialismen" under Allende; i 1970'erne og 1980'erne var de fleste lande, mest udtalt Chile og Argentina, præget af stærkt autoritære regimer og økonomisk neoliberalisme. Siden er demokratiet gradvis blevet indført i hele Sydamerika, og trods vanskeligheder og jævnlige tilbageslag fortsætter processen.

I flere lande, især Ecuador, Bolivia, Peru og Chile, har indianerne organiseret sig stærkt og er blevet væsentlige magtfaktorer, der kæmper imod den udbredte kulturelle, sociale og økonomiske diskrimination og for retten til egen national og kulturel identitet.

Liberaliseringen og moderniseringsprocessen har medført økonomisk vækst mange steder, men har også øget den i forvejen ulige fordeling af goderne og skabt en større gruppe af meget fattige.

Omkring år 2000 var der således voksende social uro pga. den økonomiske politik, og de politiske eliter er sat under pres for at rette op på de sociale skævheder. I 2000-t. har flere venstreorienterede regeringer sat deres præg på udviklingen, f.eks. i Venezuela, Bolivia og Ecuador. Brasilien, som også har haft venstreorienterede ledere, har udviklet sig til et af verdens førende vækstområder, om end der stadig er problemer med omfattende fattigdom og ulighed.

Se også indianere og Latinamerika.

Læs mere om Sydamerikas historie før 1498 eller under kolonitiden, eller læs om Sydamerika generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig