Sydamerika - historie (kolonitiden)

Først i 1498 på sin tredje rejse til den nye verden opdagede Christoffer Columbus Sydamerika, idet han fulgte nordkysten fra Orinoco til Trinidad. I 1499 besejlede Alonzo de Ojeda (ca. 1466-ca. 1508) samme kyst fra Guyana til Guajirahalvøen.

Vicente Yáñes Pinzón sejlede 1499-1500 langs østkysten og opdagede Amazonas' udmunding, og 1500 landede portugiseren Pedro Álvares Cabral i det nuværende Bahia, hvor han tog kysten i besiddelse for Portugal (se også Tordesillastraktaten).

Etableringen af egentlige koloniriger i Sydamerika blev dog først indledt med Francisco Pizarros erobring af Inkariget fra begyndelsen af 1530'erne. Erobringen af riget, der strakte sig fra de nordlige dele af Chile og Argentina i syd til Ecuador og det sydlige Colombia i nord, var stort set tilendebragt i 1540.

Sydamerikas indfødte befolkning, som spanierne kaldte indianere, var både etnisk, sprogligt og kulturelt heterogen, da europæerne ankom. Mens det store Inkarige var stærkt centraliseret og hierarkisk opbygget, var det øvrige Sydamerika i overvejende grad præget af decentrale og meget mindre politiske enheder, som spanierne og portugiserne generelt havde sværere ved og mindre interesse i at underlægge sig.

Den første og mest dramatiske konsekvens af europæernes ankomst var en voldsom befolkningsnedgang som følge af spredningen af sygdomme fra den gamle verden, fx skoldkopper og mæslinger. Med koloniseringen blev de indfødte befolkninger i varierende grad og ofte under tvang inddraget i den europæiske verden. Det skete gennem mission og indførelse af europæisk sprog, kultur, klædedragt m.m., ligesom indianerne blev pålagt tvangsarbejde eller afkrævet betaling af tribut til kronen.

Sydamerika blev ligesom andre koloniale besiddelser i den nye verden organiseret i vicekongedømmer, provinser etc. (se også Ny Granada og Peru – historie). Selvom administrationen var centralistisk og autoritær, bevarede de lokale og regionale områder deres kulturelle særpræg, og de fleste steder var man afvisende over for centralmagten.

Indianernes modstand mod arbejdsbyrderne og de spanske embedsmænds undertrykkelse tog især i 1700-t. form af direkte oprør, som det fx skete under Tupac Amarus ledelse 1780-81.

I løbet af 1600- og 1700-t. opdeltes de koloniale samfund stadig skarpere i forskellige castas 'kaster': indianere, mestizer, sorte, mennesker af blandet afrikansk-europæisk herkomst o.a. Dette forhold var særlig udtalt i Brasilien, hvor der pga. plantagedrift var et meget stort antal slaver importeret fra Afrika.

Læs videre om vejen til uafhængighed og nationalstaternes dannelse i Sydamerika, om Sydamerikas historie før 1498 eller om Sydamerika generelt.