Sydamerika - historie, Sydamerikas første beboere var efterkommere af de grupper, som indvandrede til Nordamerika fra NØ-Asien under den sidste istid. De foreløbig ældste fundne spor af mennesker i Sydamerika er 12.000-14.000 år gamle; levn fra perioden er fundet en række steder på hele kontinentet. De første nomadiske jægerkulturer ernærede sig ved jagt på forskellige, nu uddøde dyrearter: mastodonter, elefanter, kæmpebæltedyr, heste og kæmpedovendyr. Vilde planter blev for ca. 12.000 år siden en vigtig del af fødegrundlaget.
I perioden 6000-3500 f.Kr. øgedes befolkningstallet, især langs vest- og nordkysten, og samfundene blev mere bofaste. Det hang bl.a. sammen med agerbrugets voksende betydning; dyrkning af bønner kendes fra Peru ca. 7000 f.Kr., og majsdyrkning fra Ecuador tusinde år senere. Omkring 2500 f.Kr. var agerbrug almindelig udbredt i højlandet og langs kysterne. Keramik kendes fra Ecuador og Colombia fra ca. 3500 f.Kr., mens de første større ceremonielle centre opstod ca. 3000-2500 f.Kr. i Peru, hvor keramik endnu var ukendt. Udviklingen tog fart efter ca. 2000 f.Kr., ikke alene ved kysterne og i højlandet (se Chavín de Huántar og Paracas), men også langs floderne i Amazonas' lavland, hvor en række kulturer med selvstændige keramiske traditioner udviklede sig. Efterhånden opstod flere højkulturer med centraliseret ledelse og social lagdeling; det skete dog kun i højlandet og ved kysten i det vestlige Sydamerika; se Moche, Nazca, Huari, Tiahuanaco, Chimú, Vicus og inkaer. Den selvstændige kulturudvikling på det sydamerikanske kontinent blev afbrudt, da spanierne erobrede Inkariget i 1530'erne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.