Sydamerikas geografi

To landskabselementer dominerer store dele af Sydamerika: den 7000 km lange Andesbjergkæde, der strækker sig langs med vestkysten, og det enorme regnskovsområde i Amazonas. Øst for Andesbjergene består landskabet af flodsletter og lave plateauer, afbrudt af Guyanas højland, Mato Grosso og Brasiliens højland. Disse landskaber er meget gamle, udviklet i områder, der har været geologisk stabile over meget lang tid. Længst mod syd ligger det flade og vindblæste Patagonien.

Den spanske og portugisiske kolonisering fra 1500-t. fik katastrofale følger for den indfødte befolkning, som bukkede under for krige, tvangsarbejde og fremmede sygdomme.

Indianerne blev presset væk fra de mest frugtbare områder, måtte opgive deres oprindelige levevis og frister nu mange steder en kummerlig tilværelse i højtliggende bjergområder. I Patagonien og på Tierra del Fuego blev de helt udryddet.

I de sidste 500 år har andre verdensdeles befolkninger invaderet kontinentet. Kolonisering og import af arbejdskraft har skabt et kulturelt meget blandet samfund. Spanierne og især portugiserne oprettede plantager og indførte slaver fra Afrika.

Ved nordkysten etablerede hollændere, franskmænd og englændere mindre kolonier i 1600-t. I 1800-t. fortsatte den europæiske indvandring af bl.a. tyskere og italienere, mens asiater, især japanere og kinesere, strømmede til i begyndelsen af 1900-t.

De forskellige folkeslag har mange steder etableret sig i samlede områder, og her kan man fortsat se hjemlandets kultur bevaret i bl.a. arkitektur, erhvervskultur og fødevareudvalg; tyske "kolonier" i Sydbrasilien og Paraguay, englændere og walisere i Argentina og Chile, hindusamfund i Guyana og japanske samfund i Brasilien. Over hele Sydamerika har arabiske mindretal en væsentlig position inden for handel. Se også Argentina – dansk indvandring).

Oprindelige indianske grupper kan stadig findes i regnskoven i Amazonas, men hvide og sorte har ofte blandet sig med indianerne og med hinanden. I alle landene er der juridisk lighed for loven, men racediskrimination er vidt udbredt. Generelt kan økonomisk og politisk indflydelse og social status aflæses af hudfarven: De lyseste sidder på magten, og mørk hudfarve indikerer ofte dårlig uddannelse, arbejdsløshed og fattigdom.

Befolkningen er meget ujævnt fordelt. Store dele af regnskoven, de tørreste dele af Andesbjergene samt Patagonien er stort set ubeboede, mens de store befolkningskoncentrationer findes langs kysterne. Kontinentet er præget af skæv jordfordeling, og i anden halvdel af 1900-t. forlod store dele af landbefolkningen deres bopæl for at søge lykken i storbyerne.

I 2000 har 28 byer over 1 mio. indb., heriblandt nogle af verdens allerstørste metropoler (São Paulo, Rio de Janeiro, Buenos Aires), og vidtstrakte slumområder findes i de fleste.

Fra begyndelsen af 1980'erne oplevede Sydamerika en alvorlig gældskrise, som mindskede landenes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Olieprisernes stigning fra 1972 og let adgang til lån bevirkede, at de latinamerikanske landes gæld til udlandet blev 15-doblet i løbet af dette tiår. Herefter svandt lånekilderne ind; ved optagelse af nye lån opstillede lånebankerne via Verdensbanken og IMF krav om en omlægning af økonomien.

Målet var makroøkonomisk stabilitet og stærk økonomisk vækst. Midlerne var bl.a. fjernelse af offentlige subsidier, liberalisering af kapitalmarkederne, lettere adgang for udenlandske investeringer, privatisering og offentlige besparelser. Privatiseringsbølgen er slået igennem næsten overalt, og problemerne med inflation og udlandsgæld er generelt under kontrol.

Men bivirkningerne fra processen har været belastende, og bl.a. i Argentina og Brasilien har mangelen på initiativer, der kunne udligne de voksende sociale forskelle, været iøjnefaldende.

Brasilien er på alle måder verdensdelens stormagt og har verdens ottendestørste økonomi. Argentina og Colombia følger efter med placering blandt de 30 største. Målt efter økonomisk udviklingsgrad hører de fleste af landene til de såkaldte mellemindkomstlande med Argentina, Brasilien og Chile (ABC-staterne) sammen med Uruguay i den øvre del. Herefter kommer Venezuela, Colombia, Peru og Paraguay, mens Ecuador og Bolivia er de fattigste. Oftest regnes Argentina og Brasilien til de såkaldte NIC-lande med en betydelig industriudvikling.

Indtil midten af 1900-t. bestod Sydamerika helt overvejende af landbrugssamfund, men som i resten af verden er industri, handel og serviceerhverv vokset i betydning.

Landbrug. Kun 6% af arealet kan opdyrkes, men set i forhold til den ret fåtallige befolkning er der rigelig jord til rådighed. Imidlertid har udviklingen i sydamerikansk landbrug været hæmmet af en meget skæv jordfordeling, som er en arv fra kolonitiden.

Store dele af den bedste jord ejes fortsat af storgodser med ekstensive dyrkningsmetoder. Heroverfor er de fleste bønder beskæftiget på smålandbrug med dyrkning til eget forbrug. En del storbrug drives som plantager, hvis afgrøder har vekslet med tiden afhængigt af konjunkturer og priser på eksportmarkederne.

Effektive moderne storlandbrug, ofte med kunstvanding, findes nu bl.a. i det sydlige og østlige Brasilien, i dele af Argentina og ved Perus kyst. Især herfra kommer Sydamerikas betydelige eksport af produkter som soja, sukker, bananer og kaffe. Landbrugsproduktionen er steget meget siden 1975, og bl.a. er kødproduktionen fordoblet eller tredoblet i de fleste lande. Kvæg og får spiller en stor rolle overalt, og i de fattigste områder også geder; især de sidste giver anledning til et stærkt slid på vegetationen.

Jordreformer er et tilbagevendende tema i enhver valgkamp i Sydamerika, men i forhold til problemets omfang er der i de fleste lande kun sket meget lidt. Et kendt initiativ for at skaffe jord er anlæggelsen af Transamazonica, et hovedvejssystem gennem Amazonas, der åbnede regnskovsområdet og muliggjorde kolonisering af hidtil utilgængelige områder.

Skovbrug. Amazonas er verdens største regnskovsområde. Skovresurserne har lokal betydning for regnskovsindianerne og de nybyggere, der har fået tildelt jordlodder efter anlæg af veje i områderne. Udvinding af ædeltræ, bl.a. til eksport, foregår på kommerciel basis. Brasilien er en af verdens største producenter af træ, træmasse og papir, men meget af råstoffet kommer fra bl.a. eukalyptusplantager uden for Amazonas.

Fiskeriet blev stærkt udvidet og moderniseret efter 2. Verdenskrig. Nogle af verdens fiskerigeste farvande findes ud for vestkysten, og i 1994 stod Peru og Chile for 21% af verdens fiskefangster. Langt det meste er industrifiskeri til fiskemel. I øvrigt har fiskeriet især lokal betydning; det gælder også ferskvandsfiskeriet.

Minedrift. Sydamerika er meget rigt på mineraler, og mange malmfelter var kendt også før koloniseringen. Foruden guld og sølv findes der kobber, jern, tin, bly, kul og olie. Carajás i Brasilien er verdens største jernmalmmine, og mht. tin og især kobber kommer en betydelig del af verdensproduktionen fra Sydamerika, især Chile og Peru. Sydamerika rummer ca. 8% af verdens kendte oliereserver; Venezuela er langt den største producent.

Industri. Fremstillingsvirksomhed beskæftiger 15-25% af arbejdsstyrken i de forskellige lande, og de fleste har oplevet den tendens, der også kendes fra de egentlige ilande, at industribeskæftigelsen er faldende til fordel for serviceerhvervene. Flere landes udviklingsstrategier har haft til formål at øge produktionen af egne industrivarer, og fx Brasilien nåede en selvforsyningsgrad på 95% i 1990'erne.

En stor del af industrien ligger i hovedstæderne og de største byer, og ofte er udviklingen begyndt med forarbejdning af egne landbrugsvarer. Andre virksomheder er opstået på udenlandsk initiativ, bl.a. bilindustri i Argentina, Brasilien og Venezuela. For at fremme udenlandske investeringer er der oprettet frizoner og vedtaget særregler for fremmede investorer.

Transport. Langs med Stillehavet går Pan-American Highway, som ved Santiago sender en sidevej over Andesbjergene til Buenos Aires. Hovedvejssystemet Transamazonica er stadig under anlæg (2005). Se desuden artiklen om Sydamerikas jernbaner.

Miljøproblemer. De hvides ankomst til Sydamerika medførte store indgreb i naturen. Skovområder blev til stadighed fældet, og denne udvikling fortsætter. Ved kysterne blev skovene erstattet af plantager, og i dag reduceres regnskoven til fordel for veje, byanlæg, agerbrug, kvægavl, miner og olieudvinding.

Til udvinding af guld bruges store mængder kviksølv, som forurener floderne. Også olieudvinding skaber store problemer; bl.a. er Maracaibosøen biologisk død, og indianere i Ecuador og Peru har fået ødelagt deres jord af udslip fra olieledninger.

Læs mere om Sydamerika.