Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Latinamerika - musik og dans

Oprindelig forfatter JLoh Seneste forfatter Redaktionen

Den latinamerikanske musik er i høj grad en blanding af forskellige musikformer. De indfødtes musik findes næppe nogen steder i en oprindelig form, men har til gengæld flere steder (Mexico, Mellemamerika og Andesområdet) øvet indflydelse på folkemusikken. Koloniseringen med indvandringen fra Europa siden 1500-t. og udryddelsen af mange indfødte folk har medført, at den latinamerikanske musik er stærkt europæisk påvirket. En betydelig afrikansk indflydelse findes især i Caribien, på nord- og nordvestkysten af Sydamerika og i Brasilien som følge af indførelsen af slaver indtil midten af 1800-t.; i enkelte lande er der desuden indflydelse fra bl.a. Indien og Indonesien (fx Surinam). Folkemusikken, som overvejende er spansk og portugisisk inspireret, er som konsekvens af de mange folkevandringer siden 1950'erne blevet trængt af populærmusikken; ved kommerciel udnyttelse har den mistet sit oprindelige præg (fx dansen la bamba fra den mexicanske delstat Veracruz), og den rytmisk og harmonisk komplicerede musik er af film- og pladeselskaber blevet reduceret til iørefaldende pop.

Den fælles latinamerikanske populærmusik er fortrinsvis udviklet i storbyer som en del af den massekultur, der voksede frem i begyndelsen af 1900-t. De mest udbredte musikformer er den oprindelig caribiske salsa, den mexicansk-nordamerikanske norteña/tex-mex, den mexicanske ranchera, den colombianske cumbia, den brasilianske samba, den argentinske tango og den fælles latinamerikanske nueva canción (canto nuevo 'ny sang'). Med undtagelse af ranchera og nueva canción er de opstået som dansemusik. Musikkens oprindelse i storbyernes slum og værtshuse blandt indvandrere har sat præg på danseformerne. Disse er ofte stærkt sensuelt eller erotisk prægede pardanse enten med tæt kropskontakt eller slet ingen berøring og med en rigdom af variationer. Dansen er en stadig konkurrence om størst virtuositet, udholdenhed, mandighed og kvindelighed, og meget af det modsvares af musikkens kompleksitet og af traditionen for at improvisere, især i den afrolatinske musik. Mange af dansene er også blevet populære i Europa, og fem af dem danses ved officielle latinamerikanske danseturneringer, se latinamerikanske danse.

Nueva canción repræsenterer en fornyelse af sangtraditionen, en åbning over for ikke-latinamerikanske musikformer og en protest. Den kan føres tilbage dels til de ballader og boleroer, der for alvor blev populære i 1950'erne, dels til den protestsangbevægelse, der opstod i Chile i 1960'erne med Violeta Parra (1917-67) og Victor Jara som de toneangivende navne, dels til den nye sangbevægelse i Cuba, la nueva trova ('den nye trubadurbevægelse'), der voksede frem af det eksperimenterende musikmiljø i 1960'erne. Den nye sang adskiller sig fra den øvrige latinamerikanske musik ved ikke at være landespecifik; den dækker hele området og spænder fra cubanernes sofistikerede sange ved især Pablo Milanés (f. 1943) og Silvio Rodríguez (f. 1946) over brasilianere som Milton Nascimento (f. 1942) og Chico Buarque de Hollanda, folk-rock-sangere som argentineren León Gieco og guatemalaneren Ricardo Arjona til popsangere som mexicanerne Juan Gabriel og José José. Det er en kosmopolitisk musik med indflydelse fra bl.a. rock og jazz, men det er ikke dansemusik. Musikken og teksterne, der spænder fra moderne poesi af høj kvalitet til banale og forudsigelige poptekster, står i centrum.

Annonce

Kolonitidens europæiske kirkemusik danner grundlag for såvel den nutidige kirkemusik som andre former for kompositionsmusik. Det kendteste kirkemusikalske værk er argentineren Ariel Ramírez' Misa Criolla (1963), skrevet over argentinsk og andisk folkemusik. Indtil omkring 1. Verdenskrig var kompositionsmusikken næsten udelukkende kopier af europæisk musik. Siden har adskillige komponister skrevet originale latinamerikanske værker, først nationalromantiske værker, ofte inspireret af folkemusikken, bl.a. ved brasilianeren Heitor Villa-Lobos og mexicanerne Silvestre Revueltas (1899-1940) og Carlos Chávez. Siden 1960'erne er inspirationen i voksende grad hentet i den moderne storbys kosmopolitisme. Eksperimenterende musik er bl.a. skabt af argentineren Alberto Ginastera, den spanskfødte mexicaner Rodolfo Halffter (1900-87) og cubaneren Leo Brouwer (f. 1939).

Læs videre om film i Latinamerika eller læs om Latinamerika generelt

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Lohmann: Latinamerika - musik og dans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115003