Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Latinamerika - historie

Oprindelig forfatter Sebro Seneste forfatter MHansen

Latinamerikas historie blev indledt, da Columbus i forsøget på at nå Indien ved at sejle mod vest i 1492 nåede Caribien. I løbet af de næste par årtier etablerede spanierne sig på flere caribiske øer; den første egentlige koloni, Santo Domingo, blev anlagt på Hispaniola i 1496. Med de spanske opdagelser i vest meldte behovet sig hurtigt for en opdeling af verden mellem de to store europæiske søfarende magter, Spanien og Portugal. I Tordesillastraktaten af 1494 enedes man om en demarkationslinje ca. 2400 km vest for Kap Verde-øerne; alle opdagelser vest herfor var forbeholdt spanierne, mens portugiserne havde monopol på opdagelser i øst. Først i 1500 opdagede man, hvor langt mod øst Sydamerika strakte sig, og at Portugal dermed havde ret til Brasilien.

Især det tidlige Latinamerika var i altovervejende grad et spansk Amerika, og det blev stadig større; 1519-21 erobrede Hernán Cortés Aztekerriget i Mexico, og 1532-33 fulgte Francisco Pizarros erobring af det enorme Inkarige i Andesområdet. Selvom det spanske Amerika og dermed Latinamerika ca. 1650 formelt set strakte sig fra Sydamerikas sydspids til næsten en tredjedel op i det nuværende USA, fra Californien i vest til Florida i øst, var den reelle kontrol i høj grad begrænset til kystnære områder, hvor der blev etableret plantagedrift med udstrakt brug af afrikanske slaver, samt til de to store tidligere indianske riger, hvor man havde kunnet overtage dele af en allerede eksisterende højt udviklet samfundsorganisation, og hvor indiansk arbejdskraft kunne bruges på storgodser og i minedrift. Den gamle verdens sygdomme, bl.a. skoldkopper og mæslinger, decimerede den oprindelige indianske befolkning voldsomt.

Efterhånden udfordredes Portugals og Spaniens magtmonopoler. Spanien blev presset stadig mere i Nordamerika, indtil kun Mexico var tilbage, og i Caribien lykkedes det bl.a. i 1600-t. Frankrig og England at overtage hhv. det nuværende Haiti og Jamaica. I samme periode satte England sig fast i Belize i Mellemamerika og Guyana på Sydamerikas nordkyst, hvor også Frankrig og Holland vandt besiddelser (Fransk Guyana og Surinam).

Annonce

Inspireret af USA's uafhængighed og Den Franske Revolution og med de kreolske eliter, hvis interesser var blevet stadig mere uforenelige med den spanske kolonimagts, som oprørets ledende kraft vandt stort set alle de spanske kolonier i Amerika deres uafhængighed i 1800-t.s første årtier. Simón Bolívars (Sydamerikas store befrielseshelt) forsøg på at skabe et stort Colombia bestående af Ecuador, Colombia og Venezuela slog hurtigt fejl ligesom lignende bestræbelser i bl.a. Mellemamerika, og statsgrænserne kom i store træk til at følge den administrative inddeling fra kolonitiden. Brasiliens uafhængighed i 1822 blev vundet mere fredeligt og var i højere grad et resultat af udviklingen i Europa.

Siden uafhængigheden

Især i 1800-t. var det politiske liv i næsten hele Latinamerika præget og plaget af stridigheder mellem de konservative, der ønskede protektionistisk økonomisk politik og baserede sig på de prokirkelige godsejere, og de liberale, antiklerikale frihandelstilhængere.

USA's store økonomiske interesser og politiske indflydelse er et andet fælles træk for de fleste latinamerikanske lande. Siden Monroedoktrinen i 1823 har USA med skiftende evne og intensitet nægtet ikke-amerikanske staters ret til indblanding i amerikanske anliggender og i forlængelse heraf hævdet sin egen ret til indflydelse. Det har givet sig udslag i den gode nabos politik, men også i kraftig indblanding i de latinamerikanske landes interne forhold, til tider i form af militær intervention eller støtte til stærkt højreorienterede militærregimer og kupmagere m.m., når USA har ment sine interesser truede (se den store stoks politik). Naboskabet har dog også betydet, at Latinamerika kun i ubetydeligt omfang blev inddraget i 1. og 2. Verdenskrig, som her blev perioder med generel økonomisk fremgang. Forholdet til USA er følgelig meget ambivalent; på den ene side er fx Cubas Fidel Castro en populær skikkelse i mange kredse, fordi han har kunnet modstå den magtfulde nabos mange forsøg på indblanding, på den anden repræsenterer USA velstand, hvilket giver sig udslag i stor udvandring til USA og i, at amerikanske produkter og amerikansk kultur har fået stadig større betydning i Latinamerika. Næsten alle latinamerikanske stater og USA har siden 1948 været forenet i Organization of American States (OAS).

Den koloniale arv, konflikten mellem konservative og liberale samt USA's interesser og følsomhed over for især socialistisk farvede regeringer er vigtige forklaringer på, at Latinamerikas nyere historie for mange landes vedkommende har været en endeløs række af borgerkrige, militærkup og korrupte diktaturer, og på at betegnelsen bananrepublik er blevet set som indbegrebet af Latinamerika. Efter den kolde krigs ophør og efter især 1980'ernes voldsomme økonomiske problemer, store udlandsgæld og kraftige inflation er der imidlertid meget, der tyder på, at udviklingen er vendt. Latinamerika har siden begyndelsen af 1990'erne været præget af økonomisk fremgang, om end værdierne stadig er meget ulige fordelt. Undertrykkelse af især de indianske befolkninger er fortsat et problem mange steder, men i næsten hele Latinamerika er demokratisk valgte regeringer i 1998 ved magten, og den politiske vold er på tilbagetog.

Læs videre om religion i Latinamerika eller læs om Latinamerika generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Sebro: Latinamerika - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114996