Latinamerika – film, 1800-t.s relativt store koncentration af europæiske indvandrere i Latinamerika prægede kontinentets tidlige film; fx var den første argentinske film, La bandera argentina (1897, Det Argentinske Flag), optaget af en franskmand, og den første spillefilm, El fusilamento de Dorrego (1908, Henrettelsen af Dorrego), af italieneren Mario Gallo (1878-1945). Imitation af franske reportagefilm og italienske storfilm prægede også filmen i det øvrige Latinamerika; i lande som Venezuela, Brasilien, Cuba, Mexico og Uruguay blev de første film produceret i løbet af 1890'erne, og i Chile og Columbia i begyndelsen af 1900-t. Op til 1. Verdenskrig blev de lokalt producerede film takket være pionerer som brasilianeren Humberto Mauro (1897-1983) populære i flere af landene. Til trods for Hollywoods kulturelle og markedsmæssige dominans blev der fremstillet stumfilm i mindst ti latinamerikanske lande, fx blev der 1902-32 produceret 54 stumfilm i Chile, men kun i Argentina, Mexico og Brasilien var der tale om en egentlig national filmindustri.

Lydfilmen fra begyndelsen af 1930'erne betød øget konkurrenceevne for de store latinamerikanske filmlande i forhold til Hollywood. Kernen i de nationale musikalske melodramagenrer, tangoen i Argentina og chanchadaen i Brasilien, var i realiteten de nationale sang- og dansetraditioner, pakket ind i et simpelt plot. I de mindre filmlande Peru, Venezuela og Colombia produceredes der først lydfilm i sidste halvdel af 1930'erne. Som noget hidtil uset i latinamerikansk sammenhæng indførte den mexicanske regering i 1934 en støtte- og kvoteordning for den nationale film. Filmproduktionen, hvortil instruktøren Emilio Fernández (1904-86) og fra 1946 Luis Buñuel bidrog med en væsentlig kvalitativ højnelse, steg fra 25 film i 1934 til 124 i 1950. Brasiliansk filmindustris satsning på dyrt studiebyggeri kulminerede 1949-54, da instruktøren Alberto Cavalcanti (1897-1982) ledede det ambitiøse, men urentable Vera Cruz-studie. Argentineren Leopoldo Torre-Nilsson (1924-78) indvarslede en modernisering af filmsproget med bl.a. La casa del ángel (1957, Huset med englen) og 1960'ernes revolutionære tredjeverdens kulturbevægelse. Filmteoretiske manifester, "nybølger", fx den brasilianske cinema nôvo (ca. 1960-72), og instruktører skrev sig ind i filmhistorien: Glauber Rocha med den barokke brasilianske "western"Antonio das Mortes (1969, Antonio dræberen), chileneren Miguel Littín (f. 1942) med El chacal de Nahueltoro (1969, Sjakalen fra Nahueltoro), bolivianeren Jorge Sanjinés (f. 1936) med Yawar Mallku (1969, Kondorens blod) og cubaneren Tomás Gutiérrez Alea (1928-96) med Memorias del subdesarrollo (1968, Minder fra underudviklingen). På Cuba oprettedes efter revolutionen i 1959 filminstituttet ICAIC, som indstiftede en ny filmkunst for folket.

Latinamerikansk filmproduktion stod i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne generelt på vågeblus pga. de chilenske, bolivianske, brasilianske og argentinske militærdiktaturers forfølgelse af kunstnere. Undtagelsen var, foruden Cuba, Mexico, hvor Paul Leduc (f. 1942) med Reed (1970) pustede nyt liv i mexicansk film. Trods konkurrencen fra USA har latinamerikansk film oplevet et generelt opsving i 1990'erne. I Brasilien produceres der ca. 45 film årlig, og argentinsk film, anført af den stilskabende Eliseo Subiela (f. 1944), der skabte sit ry med Hombre mirando al sudeste (1986, Manden der kiggede mod sydøst), satte i 1997 ca. 20 film i produktion; i Chile produceredes der i 1994 otte film, hvilket var det højeste antal siden 1925.

Læs videre om Latinamerikas køkken eller læs om Latinamerika generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig