Gran Chaco

Gran Chaco-landskab med figenkaktus (Opuntia sp.) i provinsen Formosa i den nordligste Argentina.

Gran Chaco er et stort lavlandsområde i Sydamerika, som omfatter ca. ¾ millioner km2 i Argentina, Paraguay og Bolivia. Området har været tektonisk stabilt i meget lang tid og er derfor præget af flodaflejringer af flere km tykkelse.

Kaktus, tornede buske og kratskov giver indtryk af tørke, og landskabet virker vildt og ugæstfrit. Årsnedbøren er betydelig, men størstedelen af regnen falder i den meget hede sommer og fordamper hurtigt. Floderne i det helt flade område har et skiftende og stærkt slynget forløb; ved stærke sommerregnskyl bliver enorme områder kortvarigt oversvømmet.

Store arealer er ubeboede, andre er tyndtbefolkede med ekstensivt skovbrug og kvægavl. Forhåbninger om at finde store olie- og andre mineralske forekomster er ikke blevet opfyldt; kun grænseområdet Argentina-Bolivia har en mindre olie- og naturgasproduktion.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig