Machu Picchu. Foto: 2006.

.

Peru - geografi, Andesbjergene opdeler Peru i tre meget forskellige naturgeografiske regioner, der alle har en nord-sydlig udstrækning. Den vestligste, Costaen, er en 25-125 km bred kystslette, tørkepræget og flere steder egentlig ørken.

Befolkningen er koncentreret til de få havnebyer og de dale, som uregelmæssigt leder flodvand fra Andesbjergene til Stillehavet. Her findes Perus mest frugtbare jorder, som udnyttes intensivt med kunstvanding.

Sierraen, det centrale bjergområde, opdeles af tre parallelt forløbende Andeskæder i længdedale og højtliggende sletter. I dalene løber store floder nordpå og forenes med Amazonas. Bjergkæderne er geologisk set unge, og jordskælv og vulkanisme er almindeligt forekommende fænomener. De højeste toppe (Huascarán Sur 6768 m) er sneklædte keglevulkaner.

Montaña, regnskoven mod øst, er Perus største region. Det skovklædte lavland udgør en del af Amazonbækkenet, og de mange floder er de vigtigste transportveje i det tyndtbefolkede område.

Klima

Peru ligger i det tropiske klimabælte, men Andeskædernes nord-sydlige forløb og de store højdevariationer bevirker, at man finder alle klimatyper fra tropisk til polart med tilhørende forskelle i den naturlige vegetation. De fleste steder kan året opdeles i en regntid og en tørtid.

Tørtiden strækker sig normalt fra april til oktober-november og betegnes i dele af Peru som sommer til trods for, at det her på den sydlige halvkugle egentlig er vinterhalvåret.

I Costaen er tørtiden særlig udpræget, og regn kan helt udeblive i mange år. Når klimadata fra kystlandet fx oplyser om 50-60 mm årlig nedbør, er der tale om et gennemsnit over 30 år, mens virkeligheden måske kun byder på enkelte kraftige regnbyger i hele perioden. Der findes områder på kysten, hvor det ikke har regnet i 100 år.

Baggrunden for det tørre klima er den kolde Humboldtstrøm, der hindrer varm og fugtig luft i at komme ind over land; flere steder optræder dog en kraftig kysttåge, garúa. I det ellers tørre landskab kan man her finde en righoldig urtevegetation, loma.

I bjergene kan der i tørtidens klare og tørre luft optræde meget store daglige temperaturudsving, mens regntidens tætte skydække holder på varmen og udjævner temperaturerne. Nedbøren, som varierer meget, falder især på de østvendte skråninger. Mest regner det på skråningerne ned mod Amazonas, og hele Montañaregionen har tropisk regnskovsklima.

Med mellemrum rammes især Costaen af El Niño-fænomenet, der her betyder, at Humboldtstrømmen presses bort fra kysten. Herved bliver vandet nær kysten varmere, og følgen er bl.a. kraftige regnbyger og generelt store nedbørsmængder, også uden for regntiden.

Befolkning

Peru. Maté-drikkende indiansk kvinde, Cuzco.

.

Over halvdelen af Perus befolkning er indianere, og yderligere en tredjedel er mestizer. De hvide i Peru, kreolerne, er hovedsagelig efterkommere af de spanske erobrere og af tyske og italienske indvandrere. De udgør kun 12% af befolkningen, men har en overordentlig stor indflydelse, såvel politisk som økonomisk. Peru rummer også en række andre mindretal fra Afrika, Kina og Japan; de er især efterkommere af tilført eller indvandret arbejdskraft.

Befolkningen er meget ung; 31% er under 15 år. Den årlige befolkningstilvækst er faldet til ca. 2%. Befolkningen er meget skævt fordelt i landet. Montañaregionen udgør mere end 60% af arealet, men har mindre end 5% af befolkningen. Heroverfor rummer hovedstaden Lima alene mellem en fjerdedel og en tredjedel af indbyggerne.

Også mange andre byer vokser kraftigt som resultat af en kolossal vandring fra land til by. Vandringerne har til dels baggrund i de sociale forhold på landet, men har i perioder været forstærket af de revolutionære oprørsgruppers virksomhed.

Erhverv

Peru. Saltudvinding ved Urubamba. Siden inkaerne er en saltholdig kilde blevet omdirigeret til disse fordampningsbassiner, hvor saltet opkoncentreres.

.

Peru. Kvinde med håndten i Peru. En simpel håndten gør det muligt at spinde overalt, fx på vej til og fra arbejdet i markerne. Fotografi fra 1982.

.

Landbruget beskæftiger skønsmæssigt en tredjedel af befolkningen, men bidrager kun med 8% af BNP. Traditionelt har dyrkning af kartofler, majs, hvede og byg været eksistensgrundlaget for den store indianske befolkning i Sierraen. Her findes også store græsningsarealer, som udnyttes til kvæg-, fåre- og gedeavl. Længere oppe i bjergene er lamaer og nærtstående arter de vigtigste husdyr. Omkring og vest for Titicacasøen er der et omfattende mejeribrug.

Bortset fra de dale, som ligger nærmest ved kysten, er landbrugene i Sierraen selvforsyningsbrug, og kun få varer omsættes i pengeøkonomien. Produktiviteten er lav; en spadelignende gravestok, chaki takkla, er fortsat et vigtigt redskab, og okser er den vigtigste trækkraft. Hertil er jordfordelingen præget af gamle systemer, hvor den enkelte familie råder over små lodder maizal-, temporal- og puna-jord.

Maizal er dannet af aflejringer fra bjergskråningerne og er den jævneste og mest frugtbare jord. Her dyrkes hovedafgrøderne majs og hvede, som gødskes med naturgødning. Temporal-lodderne ligger på skråningerne, der dyrkes i terrasser, ofte anlagt i inkatiden. Her bruges hverken gødning eller kunstvanding, og jorden må ligge brak et par år efter hver afgrøde, oftest byg eller kartofler. Punaen er fællesjord og de fleste steder så udpint, at en brakperiode på 10-12 år er nødvendig; her dyrkes kartofler og højlandsafgrøden quinoa, en art i salturtfamilien, som populært ofte kaldes inkaris.

På overgangen mellem subtropisk og tropisk klima er der en betydelig dyrkning af koka. Tidligere blev kokaen dyrket i små enheder og til lokal brug, idet bladene tygges af indianerne under arbejdet for at modvirke sultfornemmelse, kulde eller træthed. Nu er meget af kokadyrkningen samlet i stordrift, og bladene er råvarer i medicinalindustrien. Kokadyrkningen er dog under pres, idet bladene også er nøgleingrediensen i kokainfremstilling.

Kun 5% af den tørre Costa er opdyrket, men området udgør alligevel 22% af Perus agerjord. Langt det meste er kunstvandet; ris, sukkerrør og bomuld optager store arealer i konkurrence med grøntsager, tobak, vindruer og andre frugter. I modsætning til landbruget i Sierraen er kystlavlandet præget af store bedrifter med moderne driftsformer og salg af afgrøderne til byernes befolkning og industrier.

I Montaña er under 1% af arealet opdyrket. Regionen er tyndtbefolket, og infrastrukturen meget ringe udbygget. Det meste dyrkes til selvforsyning, men området rummer gode muligheder for øget landbrugsproduktion. På Andesbjergenes skråninger mod vest dyrkes kaffe og i den lavere del bananer og jute.

Skovene dækker halvdelen af Peru, men langt det meste udgøres af Montañas regnskove, som kun udnyttes ekstensivt. Udførsel af træ herfra kan kun betale sig for de finere træsorter som mahogni og ceder; der er dog en stigende produktion af gummi, dels indsamlet i regnskoven, dels fra plantager.

Fiskeri. Frem til 2. Verdenskrig havde Perus fiskeri kun lokal betydning, men i 1950'erne begyndte fiskeriet at ekspandere efter amerikanske investeringer. Farvandet ud for kysten er pga. Humboldtstrømmens opblanding af vandmasserne et af verdens mest fiskerige, og 1965-72 var Perus fiskefangst verdens største. Det var helt overvejende industrifiskeri af bl.a. brislingearter til fiskemel.

Høje proteinpriser på verdensmarkedet betød, at resurserne blev udnyttet til det yderste, men da priserne på fiskemel faldt, savnedes kapital til at renovere fiskeflåde og fabriksanlæg. Da et kraftigt El Niño-fænomen i 1972 yderligere forværrede situationen, kollapsede det peruvianske fiskeeventyr. Fortsat overfiskning og gentagne El Niño-hændelser har reduceret fiskebestanden, men fiskeriet og fiskemelseksporten er fortsat betydeligt. Konsumfiskeriet er især til det lokale marked.

Minedrift. Peru hører til verdens vigtigste producenter af en række mineraler med kobber, zink, tin, sølv, bly og jern som de vigtigste. Der er op mod 100 mineselskaber i landet, deriblandt enkelte statslige, men det er nogle få store, der dominerer. Aktiviteterne har lokalt medført store investeringer i infrastruktur, sygehus- og uddannelsessektoren. Hovedparten af malmfundene er gjort i den vestligste af foldekæderne, men det skyldes, at efterforskningen især er sket i de mest tilgængelige bjerge.

En stor del af udvindingen foregår i stor højde omkring Cerro de Pasco (kobber, zink, bly og sølv). Andre vigtige felter er Chimbote (kobber, bly, guld), Marcona (jern), Cerro Verde og Toquepala (kobber, jern, svovl). Tynde kullag findes mange steder og udnyttes lokalt, mens det nordlige kystområde rummer nogle mindre oliefelter. Et større oliefelt ligger i Montaña ved Pucallpa; en pipeline over Andesbjergene fører en del af olien til Bayovar ved Stillehavskysten.

Perus samlede potentiale for vandkraft er enormt, men kun en brøkdel udnyttes til elfremstilling; dog kommer 80% af elforsyningen fra vandkraftværker.

Industrien beskæftiger 18% af arbejdsstyrken og bidrager med 23% af BNP. Hovedparten af industrien er knyttet til hovedstadsregionen og baseret på forarbejdning af mineproduktionen og råvarer fra landbrug og fiskeri. Bl.a. ligger 200 af landets 300 tekstilvirksomheder i Lima, men nye virksomheder er med bistandsmidler skudt op i Cuzco, Trujillo og Arequipa.

Perus eneste og stærkt nedslidte stålværk ligger i Chimbote. Den kemiske industri er i stærk vækst (kunstgødning, plast, farver og medicinalvarer), og fabrikkerne anlægges i områder, hvor forureningen ikke er så generende.

Læs også om Perus geologi eller om Peru i øvrigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig