Huancavelica, Wankawilka, gammel mineby og hovedby i departementet af samme navn i Peru; 37.300 indb. (2007). Byen ligger 230 km SØ for Lima i 3680 m højde og har derfor et koldt, tempereret klima med ret store ekstremer. Sommeren er så regnrig, at bjergvejene ofte skylles bort, og byen isoleres fra resten af landet. I inkatiden var området et vigtigt center, men byens seværdigheder stammer især fra den spanske kolonitid. Departementet har 454.800 indb. (2007).

Efter fund af kviksølv i området blev den første mine åbnet i 1559, og på den spanske vicekonge Toledos ordre blev byen grundlagt i 1572; sit nuværende navn fik den i 1581. Kviksølvet blev brugt ved udvinding af sølv i Potosís rige miner i det nuværende Bolivia, og Huancavelica var derfor yderst vigtig for spanierne. De indianske minearbejdere var underlagt arbejdstvang, og bl.a. pga. de giftige kviksølvdampe døde de i stort tal. Siden kviksølvproduktionens ophør i 1800-t. har byen været af mindre betydning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig