Filadelfia (Paraguay) er hovedbyen i den centrale del af Chaco i Paraguay; 9713 indb. (2011) i byen. Området bebos af ca. 10.000 mennonitter og et tilsvarende antal oprindelige folk. Mennonitterne er en protestantisk sekt indvandret fra især Rusland og Tyskland, mange via Canada. De er ankommet i flere bølger i 1900-tallet. De dyrker landbrug i velordnede kollektiver og bevarer sektens traditioner i denne afsides liggende egn, hvor de bl.a. kan efterleve principiel militærnægtelse. Undervisning og menighedsliv foregår fortsat på højtysk, mens plattysk kan høres som dagligsprog.