Mexico - geografi

Klimaet er i højlandet overvejende subtropisk, mens kystegnene og lavlandet i øvrigt har tropisk klima. Lokalt taler man om fire klimazoner: Tierra caliente ('det varme land') ligger mellem havet og 750 meter, tierra templada ('det tempererede land') ligger mellem 750 og 1800 meter og omfatter det meste af centralplateauet med landets befolkningsmæssige, økonomiske og kulturelle tyngdepunkt, tierra fría ('det kolde land') op til 3600 meter med frost i vintermånederne og endelig tierra helada ('det frosne land') på de højeste bjergtoppe med polarklima.

Mod nord er vejret præget af stabile højtryk, og flere områder har årsnedbør under 100 millimeter og ørkenvegetation. Over de østlige og sydlige egne blæser passatvindene ind fra Den Mexicanske Golf og Det Caribiske Hav, og her er årsnedbøren op til 3000 millimeter. Om sommeren optræder tropiske orkaner her. Det centrale plateau og lavlandet ved Stillehavet har sommerregn.

Fra 1970 til 1996 fordobledes folketallet. Fødselsoverskuddet var i 1965 3,5% årlig, men er siden faldet til nær 2%, hvilket dog fortsat er højere end i de fleste lande i regionen. Både fødsels- og dødsraten er faldende; det skyldes blandt andet afvandringen fra landbruget og forbedringer på sundhedsområdet. Også den statslige familieplanlægningspolitik har i mange år søgt at mindske fødselstallet.

Skarpe etniske grænser mellem befolkningsgrupper er svære at drage, men ca. 60% er mestizer, 30% indianere og 10% hvide. Tidligere forsøgte skiftende regeringer at "mexicanisere" de ikke-spanske kulturer, der blev betragtet som tilbagestående og som hindringer for udvikling og national enhed. Det skete uden større held, og siden 1982 har den officielle politik været "kulturel pluralisme" med blandt andet to-kulturel undervisning og større lokal selvbestemmelse.

Siden 1950'erne har det oprindelig landbrugsdominerede land været præget af vandringer fra land til by, og i dag bor 70% i byerne. Samtidig har der været stor udvandring til USA, hvor der er registreret 17 millioner mexicanere plus skønsmæssigt 3 millioner illegale indvandrere.

Beskæftigelsesmulighederne i de mexicanske byer har ikke kunnet følge med land-by-vandringen, så arbejdsløsheden er stor. Både hjemme og ude udgør de underbeskæftigede mexicanere en stor arbejdskraftreserve med lav status.

Landbrug. 12% af arealet er opdyrket, og heraf er hen ved en tredjedel kunstvandet. Hovedparten af agerjorden findes på det centrale plateau, hvor sommerregnen er stabil og jorden frugtbar.

Der dyrkes majs, ris, hvede og grøntsager til hjemmemarkedet og bomuld, kaffe, tobak og bananer til eksport. Som i andre latinamerikanske lande er fordelingen af jorden skæv og udgør et problem.

Den ulige fordeling blev skabt i kolonitiden, hvor spanierne fordrev indianerne fra de gode jorder til de mere marginale. Efter uafhængigheden blev jorden privatiseret, eksproprieret og solgt. Mange udlændinge, især nordfra, købte jord og anlagde store kvægfarme og plantager med blandt andet kaffe, sukker, sisalagaver, kakao og bomuld.

Ved revolutionen i 1910 var 40% af Mexico underlagt storgodser, mens 96% af landbefolkningen ikke ejede jord. Et af revolutionens resultater var en jordreform, og i 1940 udgjorde de jordløse bønder 36%. Siden er det gået trægt med opfølgning af reformen.

Manglen på jord og den stigende fattigdom var og er baggrund for vandringen til byerne; i 1980'erne ankom alene til Mexico City 700.000 indvandrere om året. Også den fortsatte uro i den sydlige delstat Chiapas skyldes i høj grad ejendomsforholdene til jorden.

Landbruget spillede en ikke uvæsentlig rolle i landets industrialisering. Landbrugseksporten skaffede valuta til landet, og gennem mekanisering blev der frigjort arbejdskraft til industrien, samtidig med at erhvervet kunne producere billige fødevarer til den voksende bybefolkning.

Staten investerede i kunstvandingsanlæg og støttede produktionen af eksportafgrøder med kreditter. Sammen med Rockefeller Foundation udvikledes højtydende majs- og hvedesorter til det, der senere kom til at hedde den grønne revolution.

Resultatet blev en forstærkning af skævhederne med på den ene side markedsorienterede store bedrifter og på den anden side en bondesektor med småbrug, fortrinsvis på de marginale jorder.

Den økonomiske udvikling skabte en voksende middelklasse, og dennes øgede efterspørgsel på kød medførte en vækst i husdyrbruget, der mange steder er i direkte konkurrence med agerbruget om jorden. Mexico er nu importør af basisfødevarer som majs, soja og mælkepulver. I alt findes endnu 28% af arbejdsstyrken i landbruget, men sektoren bidrager kun med 8% af BNP.

Minedrift og olie. Historisk var Mexico kendt for sin kolossale mineralrigdom, og mange af minerne har været i drift siden den spanske erobring. Zink, bly og kobber udgør 75% af metaludvindingen; hertil kommer verdens største sølvproduktion foruden molybdæn, antimon og kviksølv.

Vigtigere er dog olie- og naturgasfelterne, som især ligger ved Golfkysten og offshore. Forekomsterne blev nationaliseret i 1938 og har været en vigtig faktor i landets industrielle vækst. Med de stigende oliepriser i 1970'erne blev efterforskningen intensiveret, og store nye felter blev fundet. Siden har Mexico placeret sig som verdens 5.-6.-største olieproducent.

Olien satte gang i udviklingen, men det skete for lånte penge, og væksten var ujævn. Der blev bygget olieraffinaderier, rørledninger og petrokemisk industri, men fortsat eksporteres meget af olien som råolie. Store dele af eksportindtægterne går til afdrag og renter på lån, og meget er forsvundet i landets omfattende korruption.

I 1982 standsede Mexico sine udlandsbetalinger i et omfattende økonomisk sammenbrud med en udlandsgæld blandt de største i verden. Baggrunden var lave oliepriser, og konsekvenserne var mærkbare for store dele af befolkningen.

Industrien (inkl. oliesektoren) beskæftiger 11% af de erhvervsaktive og bidrager med 29% af BNP. En meget stor del er lokaliseret omkring Mexico City og i mindre omfang Monterrey.

Vigtige brancher er jern og stål, tekstiler, kemisk industri, cement og fødevarer. I 1965 blev der oprettet frizoner langs grænsen til USA med tilbud for udenlandske investeringer. Produktionen er eksportrettet, teknik og halvfabrikata importeres, mens arbejdskraften er mexicansk.

Med frizonerne søgte man at mindske arbejdsløsheden i grænseområderne, stoppe den illegale emigration, indlede en decentralisering og øge statsindtægterne.

Med krisen i 1980'erne ændredes industripolitikken. Beskyttelsestold blev afviklet, og strategien med at opbygge importsubstituerende virksomheder blev erstattet med en satsning på eksportindustri. Etableringen af det nordamerikanske fællesmarked, NAFTA, i 1994 havde en nødvendig forudsætning i denne ændring af politikken.

Turisme, især fra USA er en vigtig indtægtskilde. På kysten findes store turistcentre som Acapulco, Puerto Vallarta og Cancún, der tilbyder solrigt klima og badestrande. De præcolumbianske centre i den sydlige del af landet rummer store kulturskatte og tiltrækker et stigende antal nordamerikanere og europæere. Hertil kommer flere grænsebyer, der fungerer som udflugtsmål fra Californien og Texas.

• Mexico