Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Honduras - geografi

Oprindelige forfattere JLSoer og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Store dele af Honduras er bjergland; mere end halvdelen af arealet ligger over 900 m, men kun få toppe når over 2000 m. En nord-syd-gående sænkning deler landet; den vestligste del er den bjergrigeste. Floderne, der løber mod nord ud i Hondurasbugten, har dannet store, frugtbare sletter, der i det tropiske klima udnyttes til bananproduktion. NØ-passaten giver store nedbørsmængder på de nord- og østvendte skråninger; lavlandet længst mod nord er dækket af regnskov og mod øst af nåleskov.

Den værste naturkatastrofe i landets historie indtraf med orkanen Mitch i 1998, da 7000 mennesker mistede livet, og 1,5 mio. blev hjemløse efter oversvømmelser og jordskred. Ødelæggelser af veje, broer, vandforsyning, elforsyning, plantager og fabriksanlæg med anslåede tab på 5 mia. dollar gjorde det i forvejen fattige land endnu mere afhængigt af udenlandsk bistand.

Befolkning

Honduras opgiver ikke tal for befolkningens fordeling på etniske grupper, men ca. 90% er mestizer (af europæisk-indiansk afstamning), 7% indianere, 2-3% sorte af vestindisk oprindelse, og af hvide findes en lille gruppe af spansk herkomst. Indianerne bor især på grænsen til Guatemala og i Moskitoregionen ved den caribiske kyst; de lever i små og ofte isolerede samfund, hver gruppe med eget sprog og kultur. Den største gruppe er mayaindianere omkring Copán. Med en årlig vækst på 3% i 1990'erne har Honduras haft områdets hurtigst voksende befolkning. 45% af befolkningen er under 15 år.

Annonce

Økonomi og erhverv

I slutningen af 1800-t. tilegnede amerikanske selskaber sig store landområder langs med den frugtbare nordkyst og indledte bananproduktion med henblik på markederne i USA og Europa. Arbejdskraften blev hentet fra øerne i Caribien. Bananselskaberne anlagde deres egne jernbaner og havne og fungerede som stater i staten. De ejede store dele af jorden og kunne ind- og afsætte præsidenter. Det er i høj grad denne udvikling i Honduras, som har skabt udtrykket "bananrepublik". Den økonomiske succes og politiske indflydelse var betydelig, men i 1975 blev United Brands og Standard Fruit Company nationaliseret efter korruptionsafsløringer. Bananer udgjorde i mange år over halvdelen af eksporten; i 1990'erne har andelen været omkring en tredjedel.

Landbruget beskæftiger halvdelen af befolkningen; ud over bananer dyrkes der kaffe i højlandet, dels i plantager, dels på småbrug. Andre afgrøder er ris, majs, hirse, sukkerrør og tobak; bomuldsproduktionen er stigende. Problemerne med skæv jordfordeling var mindre i Honduras end i nabolandene Nicaragua, El Salvador og Guatemala. De store godsejere tilegnede sig ikke lige så meget jord og konsoliderede ikke deres magt som herskende elite. Jordfordelingen blev et presserende problem i 1950'erne under indtryk af befolkningsvæksten og øget dyrkning af eksportafgrøder. I 1960'erne og 1970'erne blev der gennemført moderate landbrugsreformer, men der er fortsat mange småbønder med utilstrækkelige jordlodder. I alt er 16% af jorden opdyrket, og 23% er permanente græsningsarealer til det betydelige kvæghold.

Store dele af Honduras er skovdækket, og halvdelen af Centralamerikas nåleskove findes her; sammen med tropiske træsorter udgør tømmer herfra en stigende del af eksporten.

Industrien er af begrænset omfang og har især tilknytning til land- og skovbrugets produkter. Minedriften er alsidig, men også af begrænset betydning; især amerikanske selskaber bryder bl.a. guld, sølv, kobber, bly og zink.

Over halvdelen af udenrigshandelen foregår med USA; importen består især af fødevarer, brændsel, maskiner og andre industrivarer.

Læs videre om sprog i Honduras eller læs om Honduras generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Judy Lyster Sørensen, Leif Vangdrup: Honduras - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92858