Guatemalas historie

I ca. 100-900-tallet var Guatemala mayakulturens centrum, hvorefter området kom under aztekisk indflydelse. Spanieren Pedro de Alvarado erobrede 1523-1524 det meste af Guatemala, men erobringen, der først var sikret i 1540'erne, besværliggjordes af de bjergrige egne, som gav beskyttelse for indianerne, hvilket også er en af forklaringerne på indianerkulturernes stilling i dag.

Administrationen flyttedes flere gange; bl.a. var Antigua administrationsby fra midten af 1500-tallet, til den blev ødelagt af et jordskælv i 1773, hvorefter den nuværende hovedstad Ciudad de Guatemala blev grundlagt.

Guatemala, som kun var af ringe økonomisk betydning for Spanien, producerede kakao og senere indigo ved hjælp af slaver og indiansk tvangsarbejde; hovedbyen var et vigtigt administrativt centrum for Chiapas, Guatemala, Honduras, El Salvador, Costa Rica og Nicaragua.

Efter uafhængigheden fra Spanien i 1821 samledes disse områder under Mexico. Bortset fra Chiapas sluttede områderne sig i 1823 sammen i det selvstændige Mellemamerikas Forenede Provinser. Med konstitutionen i 1824 blev sammenslutningen en føderation, som imidlertid gik i opløsning i løbet af 1830'erne, og i 1838 blev Guatemala selvstændigt.

Den klassiske latinamerikanske strid mellem liberale og konservative var da i gang. Den konservative Rafael Carrera var frem til 1865 den reelle leder af Guatemala. Med revolutionen i 1871 indledtes en lang periode med liberal dominans. Justo Rufino Barrios, præsident fra 1873, beslaglagde kirkens ejendom og begyndte udviklingen af industri og infrastruktur, og for at give plads til plantagedrift blev mange indianske småbønder fordrevet fra deres jord.

Guatemalas problemer blev i stadig højere grad søgt løst med vold. Manuel Estrada Cabrera (1857-1924) indledte i 1898 sit 22 år lange diktatur og gav i 1901 det amerikanske United Fruit Company tilladelse til at etablere sig i landet. Selskabet monopoliserede produktion og eksport af bananer og fik afgørende indflydelse på Guatemalas økonomi. I 1931 kom general Jorge Ubico til magten; han fik øget produktionen, men til gengæld faldt lønningerne, og den indianske bondebefolkning blev pålagt arbejdspligt for plantageejerne og staten. Voksende modstand kulminerede i 1944 med en generalstrejke, som tvang Ubico til at gå af. Et kup med bl.a. Jacobo Arbenz i spidsen afsluttede samme år den lange periode med liberalt ledede diktaturer. I 1945 blev Juan José Arévalo præsident ved landets første frie valg. Han og fra 1951 Arbenz søgte at mindske afhængigheden dels af udlandet, dels af den ensidige banan- og kaffeproduktion. Landet fik en ny forfatning, fagforeninger blev tilladt, tvangsarbejde afskaffedes, og i 1952 gennemførte Arbenz en jordreform, som ramte United Fruit Company og storgodserne. Dele af hæren samt kirken, godsejerne og USA anklagede Arbenz for at føre kommunistisk politik. En amerikansk trænet invasionshær af eksilguatemalanere organiseredes i Honduras, og i 1954 blev landet invaderet, og Arbenz væltet. Invasionshærens leder, Carlos Castillo Armas, overtog samme år præsidentembedet. Han forbød politiske partier og fagforeninger og standsede jordreformerne, men blev i 1957 myrdet efter intern magtstrid. Nu fulgte en periode præget af dødspatruljer, massakrer på indianere og kamp mod guerillabevægelserne, der fra 1982 blev forenet i URNG, Guatemalas Nationale Revolutionære Enhed.

Forhåbninger til nye præsidenter knustes gang på gang pga. militærets stadig større magt, og i 1976 blev Guatemala desuden ramt af et kraftigt jordskælv, som dræbte mere end 20.000. Rygter om oliefund i den nordlige del af landet førte til fornyet interesse for Belize, som havde været omstridt siden 1800-t., og Belizes selvstændighed fra Storbritannien i 1981 blev derfor mødt med protester. Først i 1991 anerkendte Guatemala landet, mod at briterne opfyldte et løfte fra 1859 om etablering af vej- og havneanlæg for at lette Guatemalas adgang til Atlanten. Olierygterne medførte desuden, at områdets indianere blev drevet på flugt.

De økonomiske problemer og den politiske vold fortsatte i 1980'erne, og de internationale protester voksede. I 1986 blev den kristelige demokrat Vinicio Cerezo Arévalo (f. 1942) efter en overbevisende valgsejr præsident. Heller ikke hans løfter om fred kunne indfries, og i 1990 kaldte USA sin ambassadør hjem i protest mod menneskerettighedskrænkelser. Det lykkedes at nedbringe arbejdsløsheden, men et fald i kaffepriserne ramte økonomien hårdt. Jorge Serrano Elías vandt valget i 1991, uden at det førte til forandringer. Den internationale kritik voksede atter efter mordet på lederen af politiets drabsafdeling, som havde deltaget i opklaringen af mordsager, hvori militæret var indblandet, og efter tildelingen i 1992 af Nobels Fredspris til indianeren Rigoberta Menchú. Da Serrano året efter forsøgte at indføre diktatur, blev han afsat af Kongressen, som i stedet indsatte menneskerettighedsombudsmanden Ramiro de León Carpio. Efter en snæver valgsejr blev den højreorienterede Alvaro Arzú Irigoyen (f. 1946) præsident i januar 1996; en våbenhvile med URNG kom i stand, og i december blev en fredsaftale underskrevet.

Oprørsbevægelsen URNG og regeringen under præsident Alvaro Arzú indgik 1996 en fredsaftale. Men undertrykkelsen af den indianske befolkning fortsatte, og militæret forblev fra kulisserne den afgørende magt. I 1998 blev den katolske biskop Juan Gerardi myrdet, to dage efter at han havde udgivet en rapport om hærens overgreb under borgerkrigen. Flere militærfolk blev senere tiltalt for drabet. Året efter fastslog en rapport fra landets Sandhedskommission, at militæret og paramilitære grupper stod bag 80% af i alt 700 massakrer. Som en anden udløber af fredsaftalen skulle Guatemalas forfatning ændres i 1999, så 24 indianske sprog fik officiel status, og militæret fik frataget en del af sin magt. Men ved en folkeafstemning med under 20% valgdeltagelse faldt de 50 ændringsforslag, dels pga. indianernes frygt og mistillid, dels fordi mestizer og hvide mente, at forslagene var for dyre at gennemføre, og at de ville opsplitte landet. I 2000 trådte Alfonso Portillo (f. 1951) fra den tidligere diktator Efraín Ríos Montts (1926-2018) højreorienterede parti FRG til som præsident, men som kongresformand forhalede Rios Montt ethvert forsøg på et retsopgør. Trods visse reformforslag og forsøg på dialog med de stridende parter i landet lykkedes det ikke Portillo at opnå afgørende resultater, og ved præsidentvalget i 2003 vandt oppositionspolitikeren Óscar Berger (f. 1946). Under Berger indgik Guatemala sammen med det øvrige Mellemamerika og Den Dominikanske Republik en frihandelsaftale, DR-CAFTA, med USA.

I de følgende år blev adskillige officerer dømt for forbrydelser begået under borgerkrigen. Ex-præsident Alfonso Portillo blev i 2008 udleveret fra Mexico til Guatemala, anklaget for korruption. Han blev frikendt, men i 2013 udleveret til USA, hvor han blev stillet for retten under anklage for hvidvaskning af store pengebeløb. Han blev løsladt i 2015, hvorpå han vendte tilbage til Guatemala.

En spansk dommer udstedte i 2006 arrestordre på Ríos Montt og en række andre, som anklages for forbrydelser begået under borgerkrigsperioden. Et tribunal i Guatamala idømte 10.5.2013 ekspræsident Ríos Montt 80 års fængsel for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden som den øverste ansvarlige for drab på 1771 ixilmayaer, der fandt sted i 1982-83, da han regerede landet som diktator. Guatelamas forfatningsdomstol ophævede efterfølgende dommen og beordrede, at den sidste del af retssagen mod landets tidligere diktator skal gå om efter procedurefejl i forbindelse med retssagen. Retssagen blev genoptaget i 2015.

Den konservative Otto Peréz Molina (f. 1.12.1950) vandt præsidentvalget i 2011. Han argumenterede for, at krigen mod narkotika havde været en fiasko og ønskede at lovliggøre narkotika. I 2015 blev han fældet efter en omfattende korruptionsskandale, hvor bl.a. undersøgere fra FN bidrog til opklaringen. Molina blev tvunget til at træde tilbage og blev derefter arresteret.