Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

El Salvador - historie

Oprindelige forfattere Hartv, Sebro og Skad Seneste forfatter Redaktionen

El Salvador var før spaniernes ankomst et område i de centralamerikanske højkulturers sydlige udkant. Det var befolket af en række forskellige folk, heriblandt flere, der var beslægtede med mayaerne.

Da spanierne under ledelse af Pedro de Alvarado i 1524 indledte erobringen af landet, var det nahuatltalende pipilfolk dominerende. I 1528 var det spanske herredømme etableret, og San Salvador grundlagt som hovedstad i provinsen af samme navn. Området indgik i den større administrative enhed generalkapitanatet Guatemala og blev brugt til landbrugsproduktion. I 1700-t. afløstes kakao af indigo som den vigtigste eksportvare. På baggrund af den indbringende indigoproduktion opstod et stærkt lokalt aristokrati. Indianerne udgjorde majoriteten og dermed den vigtigste arbejdskraft i området indtil sidst i århundredet, da mestizerne kom i overtal.

Statsoverhoveder (udvalgte)
1841-42Juan Lindo
1852-54Francisco Dueñas
1863-71Francisco Dueñas
1876-85Rafael Zalvídar
1898-1903Tomás Regalado
1903-07Pedro José Escalón
1907-11Fernando Figueroa
1913-14Carlos Meléndez
1914-15Alfonso Quiñónez Molina
1915-19Carlos Meléndez
1919-23Jorge Meléndez
1923-27Alfonso Quiñonez Molina
1927-31Pío Romero Bosque
1931-44Maximiliano Hernández Martínez
1945-48Salvador Castañeda Castro
1950-56Óscar Osorio
1956-60José Maria Lemus
1962-67Julio Adalberto Rivera
1967-72Fidel Sánchez Hernández
1972-77Arturo Armando Molina
1977-79Carlos Humberto Romero
1979-80militærjunta
1980-82José Napoleón Duarte
1982-84Álvaro Magaña Borjo
1984-89José Napoleón Duarte
1989-94Alfredo Cristiani Burkard
1994-99Armando Calderón Sol
1999-2004Francisco Flores Pérez
2004-09Antonio Saca Gonzáles
2009-14Mauricio Funes
2014-Salvador Sánchez Cerén

Velstand og voksende selvbevidsthed førte til den salvadoranske elites stigende interesse for selvstændighed.

Annonce

I 1811 og 1814 udbrød oprør vendt både mod kolonimagten og mod Guatemalas dominans.

Løsrivelsen fra Spanien kom i 1821, da salvadoranerne tilsluttede sig generalkapitanatet Guatemalas uafhængigheds-erklæring.

Salvadoranerne ønskede hverken tilknytning til Mexico eller yderligere national opsplitning med Guatemala som regionens dominerende magt og kæmpede derfor for skabelsen af en mellemamerikansk forbundsstat. Den Mellemamerikanske Føderale Republik, oprettet 1824 med salvadoraneren Manuel José Arce (1786-1847) som første præsident, viste sig dog at være en uholdbar konstruktion. I 1841 fulgte El Salvador derfor nabolandene og blev en selvstændig republik.

Omkring 1870 blev indigo udkonkurreret af kunstige farvestoffer, og kaffe blev den dominerende afgrøde. Dette medførte en omlægning af landbruget til stordrift og fulgtes af økonomisk vækst. Kaffebaronerne kom hermed til at dominere det politiske liv.

Den økonomiske verdenskrise i 1929 forårsagede et fald i kaffepriserne. Den følgende politiske uro i El Salvador endte med et militærkup i 1931 samt et oprør året efter, styret af kommunistlederen Farabundo Martí. I hærens nedkæmpning af oprøret dræbtes ca. 30.000 mennesker; det gik især ud over den indianske bondebefolkning.

Ingen af de efterfølgende militærregimer formåede at løse landets voksende politiske og økonomiske problemer. I 1969 udbrød den såkaldte Fodboldkrig mellem El Salvador og Honduras bl.a. på grund af de mange illegale salvadoranske immigranter i Honduras. Militærregimets stadig voksende upopularitet styrkede den politiske opposition, og ved præsidentvalget i 1972 stod kristdemokraten José Napoleón Duarte til en overbevisende sejr.

Sejren blev imidlertid forhindret ved omfattende valgsvindel, og Duarte måtte efter et kristdemokratisk kupforsøg gå i eksil. En række venstresocialistiske guerillabevægelser indledte nu væbnede aktioner mod styret, hvilket blev imødegået af både militæret og den paramilitære terrororganisation Organización Democrática Nacionalista, ORDEN, som slog ned på enhver protest med hård hånd.

Angsten for en afsmittende effekt af den sandinistiske revolution i Nicaragua førte til et militærkup i 1979. De nye, mere moderate magthavere forsøgte at indsætte en reformvenlig regering, men måtte opgive i januar 1980. Med mordet i marts på San Salvadors ærkebiskop Oscar Arnulfero Romero forsvandt den sidste åbne opposition til militærstyret. Bag mordet stod den radikale højrefløj. I december indvilligede Duarte i at indtræde i præsidentembedet i et forsøg på at stabilisere landet, men løfterne om reformer hjalp ikke. I 1981 samlede guerillabevægelserne sig i Frente Farabundo Martí de Liberación Nacional, FMLN, og højrefløjen samledes i Alianza Republicana Nacionalista, ARENA, og krigshandlingerne tog for alvor til.

FMLN modtog indledningsvis støtte fra Nicaragua og Cuba, hvilket fik USA til at optrappe sin militære støtte til det salvadoranske styre. Først i 1989 kunne et mere moderat FMLN indlede forhandlinger med et mindre reaktionært ARENA under Alfredo Christiani (f. 1947). Forhandlingerne førte til fredsaftalen ved Chapultépec-konferencen 1991-92. Trods uenighed om gennemførelsen af aftalens bestemmelser om bl.a. demobilisering og politiske reformer har freden holdt.

Den langvarige borgerkrig skabte et forarmet og kriminaliseret land og medført en politikerlede, der blev forstærket ved regeringens generelle amnesti for krigsforbrydere i 1993.

FMLN fik ikke den ventede indflydelse efter freden; Armando Calderón Sol (f. 1948), som repræsenterer ARENA, vandt præsidentvalget i 1994 og førte en neoliberal økonomisk politik.

Fredsaftalen i 1992 ændrede de politiske magtforhold i El Salvador. Ganske vist bevarede ARENA præsidentposten ved valgene: Alfredo Cristiani beklædte posten 1989-94 og efterfulgtes af Armando Calderón Sol; i 1999 blev filosofiprofessoren Francisco Flores (f. 1959) præsident. Men den tidligere guerillabevægelse, FMLN, øgede tilslutningen fra valg til valg.

I 1997 erobrede FMLN borgmesterposten i San Salvador, og ved valget i 2000 blev FMLN det største parti i parlamentet foran ARENA, der dog bevarede kontrollen med parlamentet igennem en koalition med to andre partier. Ved de samtidige lokalvalg vandt FMLN borgmesterposterne i syv ud af de 14 provinshovedstæder.

I 1998 indgik El Salvador en aftale med Honduras, der endegyldigt skulle afslutte alle grænsestridigheder; den nye grænsedragning trådte i kraft i 2006. Der er gennemført en stram neoliberalistisk økonomisk politik med bl.a. privatisering af en række offentlige virksomheder.

Overgangen fra brug af egen valuta til US-dollar har medført voldsomme prisstigninger, og indkomstfordelingen er fortsat meget ulige. I 2004 underskrev El Salvador sammen med de øvrige centralamerikanske lande og Den Dominikanske Republik en frihandelsaftale, DR-CAFTA, med USA.

El Salvador plages af en voldsom kriminalitet. Kriminelle bander, de såkaldte "maras", præger underverdenen og har ført til, at landet har en af verdens højeste mordrater.

Ved parlamentsvalget i 2009 blev FMLN det største parti, og partiets kandidat, Mauricio Funes, vandt præsidentvalget senere på året. Han blev dermed den første kandidat fra FMLN på præsidentposten. Han efterfulgtes i 2014 af Salvador Sánchez Cerén, som også er fra FMLN.

Læs mere om El Salvador.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul Hartvigson, Henrik Sebro, Arne Skadhede: El Salvador - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70125