Faktaboks

Officielt navn
Costa Rica, República de Costa Rica
Dansk navn
Costa Rica
Styreform
præsidentiel republik med flerpartisystem
Hovedstad
San José
Indbyggertal
5,25 millioner (2023)
Areal
51 100 km²
Indbyggere pr. km²
102 (2023)
Officielt/officielle sprog
spansk
Religion
Mere end 90% af befolkningen er katolikker. Der findes ogs[ mindre grupper af evangelister, Jehovas Vidner, mormoner, metodister og lutheranere
Nationaldag
uafhængighedsdagen den 15. september (1821)
Statsoverhoved
præsident Rodrigo Chaves Robles (siden den 8. maj 2022); præsidenten er både statsoverhoved og regeringsleder.
Møntfod
colón
Valutakode
CRC
Nationalsang
Himno Nacional de Costa Rica (betyder 'Costa Ricas nationalhymne')
BNP pr. indb.
90.815 kr. (2022)
Flag
.
.

Nationalparken Rio Grande Tárcoles.

.

Krydstogtskib i Puntarenas.

.

Playa Puntarenas er ved at blive en krydstogtdestination.

.

Bjergene langs kysten mod Stillehavet.

.

Costa Rica er en republik i Mellemamerika. Landet var fra 1564 til 1821 en spansk koloni. Efter en kortvarig borgerkrig i 1948 opløste Costa Rica i 1949 sit militær, og en betydelig del af forsvarsbudgettet blev i stedet investeret i uddannelse og sundhed.

På den baggrund udviklede Costa Rica sig til det mest stabile demokrati i Mellemamerika, med regionens mest udviklede sundheds- og uddannelsessystem, og blev et attraktivt land for udenlandske investeringer. Landets sociale og økonomiske udvikling har ført til, at landet i dag bliver kaldt "Mellemamerikas Schweiz".

Costa Ricas hovedstad er San José, der er landets største by og hvor regeringen og parlamentet holder til.

Op mod 25% af Costa Rica er udlagt til fredede arealer, og sammen med den rige biodiversitet har det gjort landet eftertragtet som et mål for økoturisme. Costa Rica er i dag anerkendt som et af de lande i verden, der gør mest for at bevare sine naturressoucer.

Costa Ricas historie

Costa Rica var beboet af oprindelige folk, da Cristoffer Columbus i 1502 ankom til landets caribiske kyst, men spillede aldrig en vigtig rolle under det spanske kolonistyre, da landet var fattigt på metaller.

Efter uafhængigheden fra Spanien i 1821 blev landet en del af den mellemamerikanske føderation (1823 – 1838), der var præget af interne konflikter mellem landene. Siden 1838 og det efterfølgende århundrede udviklede Costa Rica sig relativt selvstændigt fra det øvrige Mellemamerika, og indførslen af kaffe- og bananproduktion i slutningen af 1800-tallet fik stor betydning for landets økonomi.

Efter en kortvarig (44 dage) borgerkrig i 1948 afskaffede præsident Jose Figueres Ferrer landets militær, og landet begyndte at investere en betydelig del af forsvarsudgifterne i sundhed og uddannelse. Jose Figueres indførte i det hele taget en række af de politiske og sociale reformer, der har bidraget til den efterfølgende modernisering af landet.

Costa Rica er i dag et stabilt flerpartidemokrati og er sammen med Panama det mest velstående land i Mellemamerika.

Læs mere om Costa Ricas historie.

Costa Ricas klima og geografi

Costa Rica grænser op til Nicaragua mod nord og Panama i syd. Landet har en lang Stillehavskyst mod vest og mod øst til det Caribiske Hav. Costa Ricas geografi er meget varieret og gennemskæres af en række bjergkæder med mere end 100 vulkaner, hvoraf kun ganske få er aktive i dag. Den mest kendte er Irazú.

Området imellem bjerkæderne præges af frugtbare dalområder og her lever størsteparten af befolkningen. I landets nordlige og østlige del er der mindre sletteområder, og ved kysterne findes kilometervis af fantastiske strande.

Costa Rica ligger i troperne og præges af to årstider. Regntiden fra maj til november og tørtiden fra december til april. Marts og april er de varmeste måneder. I lavlandet ved kysterne er klimaet fugtigt og varmt, men i det centrale højland, bl.a. omkring hovedstaden San José, der ligger i 1170 meters højde, er klimaet betydeligt køligere end ved kysterne.

Costa Rica er kendt for sin rige biodiversitet og er hjemsted for op mod 5% af verdens biodiversitet på trods af landets størrelse. Det har gjort landet til yndet turistmål for økoturister fra hele verden.

Læs mere om Costa Ricas geografi.

Samfundsforhold og økonomi

Costa Ricas nuværende forfatning blev indført i 1949, året efter den korte borgerkrig i 1948. Forfatningen har siden været en grundsten i opbygningen af landets demokrati og omfattede udover opløsningen af landets miltær en række fundamentale frihedsrettigheder og reformer.

Siden 1949 har Costa fremstået som et af de mest stabile demokratier i Latinamerika og gennemført fredelige valg. Præsidenten har den udøvende magt, og den lovgivende magt ligger i nationalforsamlingen, der har 57 medlemmer. Her har mellem 5 og 7 partier normalt plads.

Costa Rica har de seneste årtier været i stand til at tiltrække mange udenlandske investeringer på grund af landets veluddannede befolkning. Landet har etableret forskningscentre, teknologiparker og innovationscentre, hvor en række store internationale teknologivirksomheder har slået sig ned. Det gælder særligt inden for elektronik og medicinsk udstyr. Denne udvikling bidrager til, at Costa Rica har mindsket sin afhængighed af landbruget og turismen.

Turismen, særligt økoturismen, er eksploderet de seneste år og beskæftiger i dag flere mennesker end landbruget. Landbruget spiller stadig en vigtig rolle i forhold til landets eksport, men har mistet betydning og beskæftiger kun ca. 13% af den erhvervsaktive befolkning i dag.

Costa Ricas vigtigste importvarer er olieprodukter, biler og medicin. USA er Costa Ricas største importpartner, efterfulgt af Kina og Mexico.

Costa Ricas største eksportvare er medicinsk udstyr og elektronik, efterfulgt af bananer, ananas og kaffe. USA er Costa Ricas største eksportmarked, efterfulgt af Nederlandene og Belgien.

USA, Kina, Mexico, EU og de øvrige mellemamerikanske lande er Costa Ricas vigtigste samhandelspartnere.

Kultur og uddannelse

Costa Ricas uddannelsesystem vurderes at være et af de bedste i Latinamerika, og uddannelse er obligatorisk og gratis fra 4 til 18 år. Analfabetismen er stort set udryddet, bortset fra i visse fattige områder med mange indvandrere, særligt fra Nicaragua.

Curriculum er ensartet over hele landet og omfatter engelsk som andetsprog. I de ældre årgange tilpasses undervisningen i stigende grad teknologifag og miljøundervisning. Inden for de videregående uddannelser findes mange private skoler. De mest velstående familier sender traditionelt deres børn på skoler og universiteter i USA.

Costa Ricas musikkultur er mainstream i Latinamerika og præges af salsa, reggaeton og calypso. I landområderne opretholdes stadig en række lokale musiktraditioner.

Der er religionsfrihed i Costa Rica. Den officielle religion er romersk katolicisme, og mere end 90% af befolkningen er katolikker. Den katolske kirke spiller stadig en vigtig rolle, selv om dens betydning er faldende. Der findes også mindre grupper af evangelister, Jehovas Vidner, mormoner, metodister og lutheranere.

Sprog

Costa Ricas officielle sprog er spansk, der tales af stort set hele befolkningen. 3-4% af befolkningen, primært på landets caribiske østkyst, taler også engelsk.

Danmark og Costa Rica

Danmarks samhandel med Costa Rica er begrænset, men danske turister besøger i stigende grad landet. Grundlæggeren af det moderne Costa Rica, Jose Figueres Ferrer, var dansk gift med Karen Olsen Beck. Karen Olsen er mor til Jose Maria Figueres, der var Costa Ricas præsident (1994-98).

Læs mere i Den store danske

-Mellemamerika

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig