West Indies Federation, Federation of the West Indies, selvstyrende sammenslutning af de fleste britiske kolonier i Caribien i perioden 3.1.1958-31.5.1962, etableret med henblik på dannelsen af en fælles uafhængig stat. Jamaica, Trinidad og Barbados var de største øer; hertil kom yderligere mere end 20 beboede øer i regionen. Hovedstaden var officielt Chaguaramas på Trinidad, men reelt den nærliggende Port of Spain. Premierministeren i Barbados, Grantley Herbert Adams (1898-1971), blev som leder af West Indies Federal Labour Party valgt som sammenslutningens første og eneste premierminister. Befolkningen var på ca. 3 mio. Sammenslutningen blev opløst på baggrund af intern politisk uenighed. Jamaica samt Trinidad og Tobago opnåede som to lande fuld uafhængighed fra Storbritannien 31.8.1962, mens de øvrige områder gik tilbage til deres tidligere status som kolonier. De fleste øer er 1966-1983 blevet uafhængige, mens de øvrige har fået status som territorier med et vist selvstyre. University of the West Indies kan ses som en form for arv fra den vestindiske sammenslutning igennem beslutningen om foruden den oprindelige afdeling i Jamaica at etablere universitetscentre i Trinidad og Tobago samt Barbados.