Oscar Arias Sánchez, f. 1940, Costa Ricas præsident 1986-90 og fra 2006. Arias Sánchez tilhører Partido Liberación Nacional og har i sin politik og sit forfatterskab været inspireret af John F. Kennedy. I 1987 fik han Nobels Fredspris og Martin Luther King-prisen for sin indsats for at standse borgerkrigen i Nicaragua og for sin fredsplan, hvori de fem mellemamerikanske lande lovede demokratisering og overholdelse af menneskerettighederne. En særlig paragraf forpligtede landene til ikke at stille deres territorier til rådighed for militære aktioner mod hinanden. Arias Sánchez har efter 1990 som repræsentant for flere internationale organisationer været udviklingslandenes talsmand for demokrati, nedrustning og frihandel. Han opstillede til præsidentvalget i februar 2006 og vandt.