Faktaboks

Francisco de Miranda
Født
28. marts 1750
Død
14. juli 1816

Francisco de Miranda, 28.3.1750-14.7.1816, venezuelansk politiker og oprører. Miranda må betragtes som en af sin tids mest fremtrædende sydamerikanske intellektuelle. Under sin militære uddannelse i Madrid blev han overbevist om, at Spansk Amerika burde løsrive sig fra moderlandet.

Under en stor Europarejse i 1780'erne gennem bl.a. Italien, Tyrkiet, Rusland, Finland, Sverige, Norge og Danmark stod han i forbindelse med Europas ledende politikere og lærde. En stor del af rejsen finansieredes af hans personlige bekendte Katarina 2. den Store af Rusland. Siden deltog Miranda som general i Den Franske Revolution, men bosatte sig derefter i London, hvor han søgte at påvirke politiske kredse til fordel for sydamerikansk uafhængighed.

Efter selvstyreerklæringen i Caracas 1810 sendtes den unge Simón Bolívar til London for at forhandle med den engelske regering og invitere Miranda til at vende hjem. Under borgerkrigen mellem royalister og republikanere fik Miranda i 1812 overdraget den fulde magt over den nylig udråbte republik Venezuela, men militært og politisk viste han sig dårligt rustet til den vanskelige situation. Han kapitulerede til royalisterne og blev som følge heraf af sine egne under Bolívar overdraget til spanierne og døde siden i spansk fangenskab.

Mirandas rolle som nationalhelt i Venezuela er betydelig, og hans arkiv fra rejsen i Europa udgør en fascinerende kilde til europæisk historie. Rejsedagbøgerne er alle udgivet; på dansk dog kun Miranda i Danmark (1985) om opholdet her vinteren 1787-88.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig