• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Amerigo Vespucci

Oprindelig forfatter Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Amerigo Vespucci, (9.3.?)1454-(22.2.?)1512, italiensk købmand og søfarende, navnet Amerika er afledt af Vespuccis fornavn. Han blev født i Firenze og kom i 1479 i Mediciernes tjeneste, først i Frankrig og fra 1491 i Sevilla, her kom han senere i personlig kontakt med Christoffer Columbus.

Amerigo Vespucci deltog muligvis i tre eller fire rejser til Amerika, men med sikkerhed vides kun, at han deltog i to: Med en spansk ekspedition 1499-1500 var han formodentlig med ved opdagelsen af Amazonas' munding, mens han under portugisisk flag 1501-02 som den første sejlede ned langs Sydamerikas østkyst til Río de la Plata, muligvis helt til Patagonien. Den sidste rejse overbeviste ham om, at Amerika var et selvstændigt kontinent og ikke en del af Asien som hævdet af Christoffer Columbus.

Flere af Amerigo Vespuccis breve fra perioden er kendt, et af dem omtaler Mundus Novus, 'Den Nye Verden'. Brevet cirkulerede fra omkring 1505 og nåede bl.a. tyskeren Martin Waldseemüller (ca. 1470-ca. 1520), som i den meget læste Cosmographiae introductio (1507) foreslog det nye kontinent navngivet Amerika efter Amerigo Vespucci.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Sebro: Amerigo Vespucci i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179594