Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

peronisme

Oprindelig forfatter HC-T Seneste forfatter Redaktionen

peronisme, argentinsk politisk ideologisk bevægelse, hvis navn refererer til Juan Perón. Peronismen indskriver sig i den latinamerikanske populistiske bølge fra sidst i 1930'erne, som bl.a. prægedes af en stærk nationalisme, et krav om social retfærdighed og et industrialiseringsprojekt. Peronismen formåede i 1940'erne at gennemføre en omfattende industrialiseringspolitik, hvor staten var primus motor, samt en social politik til gavn for arbejderklassen, som på sin side udgjorde en støttepille for Perón.

Peronismen byggede på Juan og Eva Peróns karismatiske magt, og da de var væk fra den politiske scene, blev bevægelsen splittet i fløje. Peronismens venstrefløj, som fik inspiration fra den cubanske revolution og førte guerillakrig, blev udslettet i 1970'erne. Peronismen fik igen regeringsmagten i 1989 med Carlos Menem, og den gennemførte en ekstremt liberalistisk, markedsorienteret politik, bl.a. med omfattende privatisering, som egentlig var i strid med peronismens ideologiske fundament. Også Néstor og Cristina Kirchner har rødder i den peronistiske bevægelse.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hugo Cancino-Troncoso: peronisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140888